Etienne Sauzet, Puligny Montrachet, 2012

Sauzet går for at være en klassisk formidler af hvid bourgogne – og særlig af Puligny Montrachet, en hvidvin fra Sauzet, som jeg har smagt for en del år siden, og nu har gensmagt i årgang 2012.

Og stilen er ganske rigtig klassisk og ren – med en vis fedme og fine vanilleagtige fadtoner, men alligevel tilpas med stenfrugter og mineralitet, citrus, friskhed og syre til at holde en meget fin balance.En meget tiltalende Puligny.

sauzet

 

91 point.

Købt i Tyskland for 22 euro halvflasken.

Kan købes hos Jersild for 395 helflasken hvilket stadig er et fint køb.

 

Olivier Merlin, Saint Veran, 2012

Merlin er stabil producent fra den sydlige del af Bourgogne, som år efter år leverer fine, ranke og klassiske hvidvine til rimelige priser. Jeg har købt disse vine gennem årene uden at blive skuffet.

merlin

Det gælder også for denne version af Saint Veran til 189 kroner købt hos Suenson – god mineralitet, fin balance som altid og tilgængelig allerede nu. Merlin laver en række forskellige hvidvine fra Maconnais. Jeg synes, at de fleste er rigtig gode køb. Hermed anbefalet.

89 point.

 

 

Ørnberg, SORT, 2013

ørnberg

Dansk hedvin på Pinot Noir er ikke hverdagsdrik, men ikke desto mindre laver det lille familiebrug Ørnberg i nærheden af Sjællands Odde denne ganske udmærkede danske version af en sød dessertvin. Nydes bedst afkølet og fremstår frisk, rank og syreholdig ikke meget ulig Banyuls synes jeg. En udmærket vin og overraskende god, når man tænker på, at den er dansk.

89 point.

Der laves vist ganske små mængder, og vinen købes nemmest fra selve avleren eller via hjemmesiden hvor man kan bestille. Der laves også hvidvine, andre søde vine og en mousserende vin på flere forskellige druesorter, men dem kender jeg ikke.

Chateau d’Yquem 1999

yquem

Jeg kan virkelig godt lide de elegante, ædle og raffinerede søde vine fra Sauternes. Man kan ikke drikke store mængder af denne vin, som kun kommer fra nogle bestemte områder i Bordeaux-regionen fra henholdsvis Sauternes og Barsac.

Men når lejligheden byder sig, så er det næsten altid en stor oplevelse at smage disse ædelrådsvine. Chateau d’Yquem går for at være toppen af poppen indenfor denne kategori, men denne vin fra 1999 bekræfter også moralen om, at årgange spiller en rolle på de kanter. 1999 er ikke en stor årgang for Sauternes, og det kunne mærkes.

Vinen var ukompliceret og endimensionel og slet og ret en skuffelse. Jeg har haft langt større oplevelser med andre producenter i andre årgange fra for eksempel Doisy Daene, Doisy Vedrines og Rieussec – til langt lavere priser.

.Købt for ca. 700 kroner for en halvflaske.

87 point. Øv.

 

På vintur i Provence

Lad mig med det samme slå fast, jeg holder meget af Provence. Ikke på grund af vinen, men mere den totale oplevelse Provence giver mig af ro, middelhavsvarme, afslappethed, smagene og råvarerne, lavendlerne, cikaderne – de skønne, lange aftener, og de fantastiske udsigter – jeg kunne blive ved.

Vinmæssigt er Provence i mine øjne fortsat primært rosé-land. Det afspejles også  tydeligt i de sydfranske supermarkeders vinudvalg, som er domineret af lakse-lyserødt så langt øjet rækker. Og rosé passer rigtig godt til klimaet, luften, maden og jorden, så det giver god mening, at man har slået sig på den variant i den del af Sydfrankrig.

Når vi tager til Provence, vender vi ofte tilbage til en lille by, Bormes Les Mimosas, der ligger ca. 20 km øst for Toulon. Byen er hyggelig og overskuelig, og ligger ikke så langt fra en af de bedste producenter af rosé i min bog, nemlig Bregancon.

bregancon_maison

Indkørslen til Chateau Bregancon ikke langt fra Le Lavandou. Slottet har et fint og hyggeligt smagelokale, hvor man kan smage og købe slottets udmærkede vine.

Jeg besøgte slottet første gang for ca. 14 år siden, og selvom stedet ligner sig selv, så er der blevet bygget på med fancy butik- og smagelokaler og endnu flere rosé-varianter. Bregancon laver også rød og hvidvin, men det er rosé-vinene, der hæver niveauet til ud over det almindelige.

Philipson har fornuftigt nok længe importeret Bregancons basis-rosé, som jeg allerede har anmeldt her på bloggen, men faktisk laver de to dyrere versioner, hvor jeg fik smagt mellemmodellen “Cuvee Prestige” som er en mindre rustik og mere slank rosé med mere fokus på mineralitet og elegance. En meget lækker vin, men man kan vist ikke købe den i Danmark. Og måske bliver den også for dyr. Super-prestige vinen fik jeg ikke smagt, den kostede vist 25 euro flasken, hvilket også er en slat, når det er rosé.

Hvis man kører forbi Bregancon og videre ad kystvejen, kommer man forbi Leloube og det relativt berømte Domaine Ott, men jeg ville til Domaine de la Sangliere, som jeg har besøgt flere gange. Det er et lidt mindre slot, men de laver god og ærlig vin, der prismæssigt ligger noget lavere end Bregancon.

sangliere

De laver faktisk en fin og mineralsk hvidvin, en rustik og ærlig rødvin på Syrah og en udmærket rosé. Så vidt jeg ved, kan man ikke købe nogen af disse vine i Danmark, selvom Jysk Vin vist indimellem forhandler nogle af dem. Men jeg nyder dem, når jeg er på de kanter, men som så ofte før, så skal disse vine drikkes, mens man er på ferie, og ikke når man er kommet hjem.

Provence laver sjældent store og komplekse vine – lidt længere vestpå kan man dog i Bandol komme forbi nogle seriøse bud på store og buldrende rødvine for eksempel fra Domaine Tempier. Også Trevallon laver kult-rødvine fra Provence med mange følgere. Som jeg husker det, forhandler Theis Vine dem, men de er ikke billige.

Men for mig er det rosé-vinene der er synonym med Provence. Helst om sommeren, helst ud på aftenen og helst på en terrasse i Bormes Les Mimosas med en fantastisk udsigt ud over Middelhavet.

Bregancon kan købes hos Philipson Wine for 130 kroner flasken, hvis du altså køber 12.

Chateau de Bregancon, Cotes de Provence, 2010

Det er sommer, og sommer er rosé-tid. Kold, kold frisk helst i nærheden af en varm terrasse eller græs og i godt selskab. Meget alsidig til al slags mad og vinen skal være frisk, syrerig og frugtrig.

Det handler ikke om kompleksitet men om friskhed og charme, og her synes jeg , at Chateau de Bregancon er et rigtig godt og meget stabilt bud til en god pris. Jeg er, indrømmet, ikke helt objektiv, men lidt sentimental for jeg har været forbi slottet på en vidunderlig ferie i det sydfranske for mange år siden.

Fin balance, god friskhed, syrerig og med en smule mineralitet.

bregancon

88 point.

Vinen kan købes for 129 kr. flasken hos Philipson for 12.

 

 

 

Meo Camuzet, Nuits St. Georges, les Perrieres, 2008

Meo Camuzet går for at være en af de helt klassiske producenter af Pinot Noir i Bourgogne i laget lige under tophuse som fx Leroy og  Domaine de la Romanee Conti.

foto (71)

Jeg har haft blandede oplevelser med vinene herfra de seneste år. Nogle gange er det helt fænomenalt, andre gange på det jævne. Denne vin er lavet på “negociant-vis” på indkøbte druer fra marker, som Meo ikke selv ejer – derfor den ekstra tilføjelse “frere & seurs”. Det behøver ikke at betyde, at vinen er af lavere kvalitet, og har tidligere smagt vine fra Meo og denne mark i andre årgange som har været fantastiske.

Jeg har generelt bedst erfaring med Meo Camuzets vine fra Nuits St. Georges og Vosne Romanee, hvor jeg synes, der er en fornuftig balance mellem kvalitet og pris, men man skal i mine øjne lige et nøk op i premier cru klasse, hvis det skal spille.

Denne version fra 2008 viste sig ikke fra sin bedste side. Jeg synes, den var lidt for grøn, grenet og tynd i det, omend uhyre vellavet og afbalanceret. Men til prisen en skuffelse. De bedste oplevelser jeg har haft med vinene fra denne producent har været i topårgange som 2005 og 2010, så hermed er anbefalingen givet videre.

Når vinene er gode er de altså virkelig gode, men så skal årgangen også være med. Tilsyneladende.

Denne vin får 89 point.

Købt hos Vinoble i Krystalgade i København for 795 kroner.

 

Paul Hobbs Chardonnay, Richard Dinner Vineyard, 2007

Jeg kender ikke den amerikanske vinproducent Paul Hobbs, men har læst mig til, at særligt rødvinene på Cabernet-druen skal være noget særligt.

Hobbs laver også hvidvin på chardonnay – det sker, at de amerikanske chardonnay-vine bliver en kende for fede og fadprægede og dermed mister noget af den syre og mineralitet, som også skal til, men jeg synes at denne version finder en god balance.

foto (72)

Vinen er fed og cremet, som mange af de amerikanske chardonnay-vine nu en gang er, men det forstyrrer ikke, og da den samtidig besidder en god portion kompleksitet, synes jeg, at vi har at gøre med en klassisk repræsentant for god amerikansk chardonnay.

Vinen minder mig om Beringers top-chardonnay eller Newtons samme, og prismæssigt ligger vi på samme niveau.

92 point.

Paul Hobbs forhandles af Philipson Wine – 2009 koster 399 pr stk., hvis du køber 12 flasker.

 

Henri Boillot, Corton Charlemagne, 2007

Henri Boillot er på kort tid blevet en af virkelig stærke hvidvinsproducenter i Bourgogne. Henri Boillot laver også rødvin, men man skal fokusere på hans hvide bourgogner på chardonnay-druen, hvor stort set alle vinene fra den generiske bourgogne og opefter er høj klasse – det gælder naturligvis også denne Corton Charlemagne, som nogle af vores rigtige gode venner serverede for os til frokost en Skærtorsdag.

foto (73)

Fantastisk gylden strågul farve i glasset (lige den farve har jeg faktisk ikke set tidligere), høj, høj kompleksitet i næsen med blomster og eksotiske frugter, viskositeten er normal.

I mundren er vinen umiddelbart en smule tilbageholdende til at begynde med, men folder sig dernæst ud med en uhørt balance mellem mineralitet, frugt, syre og fad. En vin i fuldendt balance – et lille mesterværk i mine øjne.

2007 er en rigtig god årgang for hvid Bourgogne – det viser denne vin også tydeligt – en Corton af høj, høj klasse. Prisen er pebret, men produktionen ultra lille, og efterspørgslen høj, så det kan desværre ikke være meget anderledes.

95 point.

Kan købes hos Philipson Wine for 995 kroner pr. stk. hvis du køber 12 flasker.

 

Auguste Clape, Cornas, 2007

Indrømmet, jeg er lidt af en sucker efter nordrhone, uden at jeg har særlig meget at have det i – eller for den sags skyld den helt store erfaring at bygge det på.

Men der er et eller andet dragende ved historien om nordrhone – de stejle skråninger, de barske forhold og kulsorte og dystre vine i ofte meget små mængder.

Guigal, Jaboulet, Rostaing, Jamet, Chave, Chapoutier, Delas, Graillot er nogle af de mest kendte producenter herfra af stor Cote Rotie og Hermitage for eksempel.

Og så er der også Auguste Clape, der går for at lave “reference-cornassen” og jeg har været så heldig at smage et udvalg af hans vine efterhånden og er ret begejstret for disse vine. Årgangene spiller også en rolle, særligt de få 2010’ere jeg har fået fat i, har været helt utrolige.

foto (70)

 

Denne udgave af Clapes topvin fra den lidt skæve årgang 2007 kan stadig erhverves for formedelst 649 kroner hos Bichel – ikke gratis, men sammenlignet med så meget andet topnordrhone, er det egentlig ikke så galt.

Vinen her er dyb og buldrende, med peber, animalsk med noter af røget bacon, lidt ymer, solbær og andre mørke bær, måske noget kamfer – tyktflydende. En vin med personlighed og med det røgede og kødfulde sikkert ikke en vin, der passer til alle. Vinen fader også lidt hurtigt ud, hvis jeg sammenligner med fx Clapes 2.vin “Rennaissance”  fra 2010, men det skyldes sikkert den lidt mindre årgang.

91 point.