Etienne Sauzet, Puligny Montrachet, 2012

Sauzet går for at være en klassisk formidler af hvid bourgogne – og særlig af Puligny Montrachet, en hvidvin fra Sauzet, som jeg har smagt for en del år siden, og nu har gensmagt i årgang 2012.

Og stilen er ganske rigtig klassisk og ren – med en vis fedme og fine vanilleagtige fadtoner, men alligevel tilpas med stenfrugter og mineralitet, citrus, friskhed og syre til at holde en meget fin balance.En meget tiltalende Puligny.

sauzet

 

91 point.

Købt i Tyskland for 22 euro halvflasken.

Kan købes hos Jersild for 395 helflasken hvilket stadig er et fint køb.

 

Olivier Merlin, Saint Veran, 2012

Merlin er stabil producent fra den sydlige del af Bourgogne, som år efter år leverer fine, ranke og klassiske hvidvine til rimelige priser. Jeg har købt disse vine gennem årene uden at blive skuffet.

merlin

Det gælder også for denne version af Saint Veran til 189 kroner købt hos Suenson – god mineralitet, fin balance som altid og tilgængelig allerede nu. Merlin laver en række forskellige hvidvine fra Maconnais. Jeg synes, at de fleste er rigtig gode køb. Hermed anbefalet.

89 point.

 

 

Meo Camuzet, Nuits St. Georges, les Perrieres, 2008

Meo Camuzet går for at være en af de helt klassiske producenter af Pinot Noir i Bourgogne i laget lige under tophuse som fx Leroy og  Domaine de la Romanee Conti.

foto (71)

Jeg har haft blandede oplevelser med vinene herfra de seneste år. Nogle gange er det helt fænomenalt, andre gange på det jævne. Denne vin er lavet på “negociant-vis” på indkøbte druer fra marker, som Meo ikke selv ejer – derfor den ekstra tilføjelse “frere & seurs”. Det behøver ikke at betyde, at vinen er af lavere kvalitet, og har tidligere smagt vine fra Meo og denne mark i andre årgange som har været fantastiske.

Jeg har generelt bedst erfaring med Meo Camuzets vine fra Nuits St. Georges og Vosne Romanee, hvor jeg synes, der er en fornuftig balance mellem kvalitet og pris, men man skal i mine øjne lige et nøk op i premier cru klasse, hvis det skal spille.

Denne version fra 2008 viste sig ikke fra sin bedste side. Jeg synes, den var lidt for grøn, grenet og tynd i det, omend uhyre vellavet og afbalanceret. Men til prisen en skuffelse. De bedste oplevelser jeg har haft med vinene fra denne producent har været i topårgange som 2005 og 2010, så hermed er anbefalingen givet videre.

Når vinene er gode er de altså virkelig gode, men så skal årgangen også være med. Tilsyneladende.

Denne vin får 89 point.

Købt hos Vinoble i Krystalgade i København for 795 kroner.

 

Henri Boillot, Corton Charlemagne, 2007

Henri Boillot er på kort tid blevet en af virkelig stærke hvidvinsproducenter i Bourgogne. Henri Boillot laver også rødvin, men man skal fokusere på hans hvide bourgogner på chardonnay-druen, hvor stort set alle vinene fra den generiske bourgogne og opefter er høj klasse – det gælder naturligvis også denne Corton Charlemagne, som nogle af vores rigtige gode venner serverede for os til frokost en Skærtorsdag.

foto (73)

Fantastisk gylden strågul farve i glasset (lige den farve har jeg faktisk ikke set tidligere), høj, høj kompleksitet i næsen med blomster og eksotiske frugter, viskositeten er normal.

I mundren er vinen umiddelbart en smule tilbageholdende til at begynde med, men folder sig dernæst ud med en uhørt balance mellem mineralitet, frugt, syre og fad. En vin i fuldendt balance – et lille mesterværk i mine øjne.

2007 er en rigtig god årgang for hvid Bourgogne – det viser denne vin også tydeligt – en Corton af høj, høj klasse. Prisen er pebret, men produktionen ultra lille, og efterspørgslen høj, så det kan desværre ikke være meget anderledes.

95 point.

Kan købes hos Philipson Wine for 995 kroner pr. stk. hvis du køber 12 flasker.

 

Laurent Tribut, Chablis, 2010 – en “mini Dauvissat”

Det mest interessante umiddelbart ved Laurent Tribut er, at han er Rene Dauvissats svigersøn.

Hvis man kigger nærmere på billedet, og sammenligner med billeder andetsteds på denne blog, vil man også kunne se klare etikettemæssige paralleller og en tydelig afsmitning fra svigerfars berømmede vinproduktion.

foto (69)

Sikkert ikke nogen dårlig idé, særligt når det ikke er tale om et rent ripp-off men en legitim familierelation. Hvad så med vinen i flasken. I denne version er det også tydeligt at stilen lægger sig op ad Dauvissat, dog med en eftersmag af røg (tang?) og havvand, som man nogle gange finder i Chablis (jeg har fx fundet den hos Raveneau) og som jeg er ikke er sikker på, at jeg bryder mig om. Jeg kan ikke gennemskue om vinen har fået lidt ilt på et eller andet tidspunkt, eller om den rent faktisk skal smage sådan?

Fin syre, kalket, mineralitet og sten – masser af sten i munden. Udmærket. Citrus og friskhed, ok kompleksitet.

89 point.

Vinen er ikke på niveau med Dauvissats almindelige Chablis, som koster nogenlunde det samme, men som også nærmest uopdrivelig. Mindre kan også gøre det, men i den prisklasse kommer Drouhin også ind som en kompetent konkurrent, hvis man vil have god Chablis til menneskepenge.

149 kroner hos Atomwine.

Rene & Vincent Dauvissat, Chablis 1. Cru “La Forest”, 2012

Dauvissat er med rette udråbt til en af de to bedste producenter i Chablis, kun overgået (mener nogle) af Raveneau, men jeg ved nu ikke, om jeg er helt enig. Jeg hører ikke til dem, der er så begejstret for Raveneaus stil.

Anderledes har jeg det med Dauvissat, og jeg synes, at det siger noget om kvaliteten fra denne producent, at selv den “almindelige chablis” er ultrapræcis, ren og ærkeklassisk chablis. Den køber jeg, når jeg får mulighede,n og til under 200 kroner er den et fantastisk køb.

Her er det en af 1. Cru’erne, “La Forest” til 299 kroner, hvor duften og smagen lige går nogle nøk op i kompleksitet. Her er kalk, syre, citrus, granit, mineraler og en række eksotiske toner i eftersmagen, der er lang og harmonisk.

foto (68)

En fantastisk vin!

Selvom det er årgang 2012 er den helt og aldeles tilgængelig lige nu.

92 point.

Vinene fra Dauvissat kan købes hos Bichel Vine men der kommer kun små mængder til Danmark, og efterspørgslen er høj, så man skal være på stikkerne.

 

Pierre Damoy, Gevrey Chambertin, Clos Tamisot, 2005

Så blev den prøvet igen, og selvom jeg bestemt ikke er religiøs, “Halleluja”, så var den der. Formidabel vin i sin prisklasse – fuldendt balance, helt og aldeles som god bourgogne skal være, hvor det faktisk er svært at sætte en masse ord på uden at det bliver lidt banalt.

foto (67)

Som det kan læses andetsteds på denne blog fik jeg samme flaske for nogle uger siden, og det var så slem en skuffelse, at det hensatte mig i let ængstelse, men da den skuffende vin var købt i et kældersalg, og jeg derfor ikke kender historien, slutter jeg, at den må have været forkert (for varmt) opbevaret, for denne (korrekt opbevarede) vin var en super eksponent for 2005-årgangen i Bourgogne, og bekræfter for mig, at Damoy er en rigtig god vinmager i Bourgogne.

94 point.

Købt for ca. 400 kroner engang hos Theis Vine. HJ Hansen forhandler vist det største udvalg af Damoy i dag.

 

Francois Bertheau, Chambolle Musigny premier cru, 2011

Bertheaus Chambolle Premier Cru i den seneste årgang hos Suenson som kan købes nu. Jeg har været omkring flere af Bertheaus flasker på på det danske marked, og der har indtil nu ikke været nogen skuffelser.Vinene er præcise, koncentrerede, elegante, frugtrige og med en rigtig god balance.

Premier Cru fra Bertheau synes jeg oftest rammer den rigtige balance mellem pris og kvalitet, vinene er ikke billige, og de falder ikke i pris. Produktionen er vist nok også ret lille, og efterspørgslen stigende.

berthau

Denne version har endnu noget ungdommelig kant, som gør at jeg vil lade resten ligge nogle år. Som noget helt uvant for mig, valgte jeg at dekantere vinen to gange, hvilket hjalp og fik noget af det kantede væk.

Men ligge skal den.

89+ point.

Købt for 550 kroner hos Suenson.

Domaine Ramonet, Chassagne Montrachet, premier crus Les Vergers, 2009

Jeg har været væk fra denne blog i nogle måneder. Af mange forskellige årsager, men mest på grund af en lille fyr på 10 måneder, som ikke vil sove så meget om natten.

Men nu er jeg tilbage.

foto ra

Fik købt denne Ramonet på kældersalg hos Domaine Brandis til en meget rimelig pris, og var svært tilfreds med mig selv bagefter :-) 350 kroner…

Nød vinen sammen med min den aften knap så udmattede kone, som virkelig sætter pris på god hvidvin – til min store glæde. Ramonets vine udmærker sig ofte ved en utrolig fin balance mellem frugt, syre og mineralitet og har tit en lille – ikke forstyrrende – fad tone af vanille som for mig giver det Ramonetske præg. Denne vin var modsat 2011’erne til at gå til nu. Superharmonisk og raceren. Høj, høj klasse.

93 point.

Ramonet forhandles normalt af Suenson. Men pas på, de er ofte udsolgte.

 

 

Joseph Drouhin, Chablis Vaudon, 2011

Drouhin er en af de store negocianter i Bourgogne, og spreder sig over store dele af Beaune og med enkelte parceller i Nuits.

Så vidt jeg har læst mig til, opkøbte Drouhin rigtig meget jord i Chablis i 1960’erne, og det er da også blandt de hvide og særligt Chablis, at jeg har fundet mest fornøjelse ved Drouhins mange vine.

foto adsds

Denne “basis-chablis” er efter min mening virkelig god til pengene, masser af mineralitet, syre og frugt – knivskarp som en god Chablis skal være. Kan varmt anbefales.

90 point.

155 kroner hos HJ Hansen Vin.