Pierre Damoy, Gevrey Chambertin, Clos Tamisot, 2005

Så kom den frem igen, Tamisot, og nu i superårgangen 2005. Smagt før, men denne gang var vinen “lidt flad” efter min bedste erindring – meget afrundet og blød – absolut ingen kanter – helt og aldeles drikkeklar men jeg savnede lidt af den vibrerende energi som tidligere flasker har haft, og mange af de gode bourgogner fra 2005 har.

 

Måske skal jeg revurdere og kaste mig over resten af 2005’erne nu – hvad mon andre tænker her?

Købt gennem kældersalg hos Domaine Brandis for 450 kroner. Damoy forhandles af HJ. Hansen og Theis Vine.

90 point.

Domaine Pierre Damoy, Gevrey Chambertin, Clos Tamisot, 2009

Damoy er en af mine yndlings-producenter fra Bourgogne. Smagte vine herfra første gang i den svære årgang 2003, som var utrolig flot, og har været “på” lige siden. Andre har også fået øje på Damoys vine, så priserne er skruet noget i vejret de seneste år (engang kunne man købe Tamisot for 249 kroner flasken), men indimellem kan man gøre rigtig gode køb, hvis man leder lidt og er tålmodig. 400 kroner flasken er stadig ok.

Clos Tamisot er Damoys enkeltmark, som ligger tæt op af domænets bygninger, og denne vin fra Damoy har i mine øjne altid leveret høj kvalitet for pengene.

Normalt er vinen tæt og koncentreret. Altid tilgængelig og nem at gå til selv fra sin ungdom.

Stilen er mørk, med vægt på frugt og koncentration. Efter sigende høster Damoy altid meget sent, hvilket giver en mere ekstraheret stil, men det betyder, at selv i meget svære år, som f.eks. 2004, er Damoys vine harmoniske.

Denne flaske havde fået lidt for meget luft med prop og fremstod oxideret, men jeg har smagt andre fra samme årgang, som var utrolig flotte.

Damoy forhandles af HJ Hansen og Theis Vine.

Domaine Cecile Tremblay, Vosne-Romanée, Vielles Vignes, 2009

Cecile Tremblay er en lille producent fra Bourgogne. Hun er temmelig hypet bl.a. skriver Søren Frank meget rosende om hende i sin bog om Bourgogne, og jeg har været heldig at få fat i nogle af vinene de seneste år. Denne var den sidste. Desværre.

Smagt tidligere, hvor den fremstod mere sammenknyttet og mindre givende som flere andre 2009’ere i deres ungdom. Denne gang flot balance, fin næse, koncentreret vin – fløjsblød og afbalanceret, mørk og mere dyb end for eksempel Eugenies Vosne.

En flot bourgogne. Desværre har jeg som sagt ikke flere, og Atomwine, som forhandler dem, pt.heller ikke. Købt for ca. 450 kroner.

91 point.

 

Domaine Sylvain Cathiard, Vosne-Romanée, 2008

Sylvain Cathiard er en af de små “kultproducenter” i Bourgogne vokset frem de seneste år, og af samme grund er vinene herfra efterspurgte og relativt svære at få fat i.

Købte den her basis Vosne fra Cathiard “på sit rygte” på Vinforum og kunne da godt se, at vinen er godt lavet med frugt og mineralitet. 2008 er en mellemårgang, hvad angår rød bourgogne, man kan bestemt gøre gode køb, hvis man ser sig for.

Men her synes jeg ikke, at Cathiard har ramt plet, der er lidt ubalance mellem frugten, det urtede og syren, som ikke behagede mig.

88 point.

Købt på Vinforum for 450 kroner.

 

Domaine d’Eugénie, Vosne Romanée, 2011

Denne vin og dette domaine er et forholdsvis nyt projekt på resterne af det tidligere domaine Rene Engel, som blev solgt til Chateau Latour i 2006. En velestimeret Bordeaux-producent i Bourgogne er ingen garanti for topkvalitet, men denne basis-Vosne er ganske glimrende.

Klassisk Vosne-fløjl, meget ren og klar, fin balance. Fremstår lys i glasset – hælder helt klart til den elegante og forfinede side, frem for kraftfuld og saftfuld. Men alligevel med en fin koncentration for årgangen. Lækkert.

91 point.

Kan blandt andet købes hos Theis Vine på tilbud i januar 2014 til kr. 455 v. køb af seks flasker.

Domaine Ponsot Les Charmes, Chambolle Musigny Premier Cru, 2010

Der er nogle gange, når man dufter og smager en vin, hvor man pr. instinkt kan mærke, at her er der noget særligt på færde. Sådan var den noget kedelige og våde senefterårsdag en weekend i november, da jeg åbnede denne vin fra Domaine Ponsot.

Ponsot er en bourgogne-producent, som jeg har haft det lidt svært med at blive klog på – den oplevelse deler jeg vist med så mange andre – men faktisk har hans Chambolle-vine været stabilt gode alle de gange, jeg har været forbi dem.

Også her i kongeårgangen 2010, hvor vinen om end meget ung fremstår vibrerende, raceren, elegant, mineralsk og ,ja, forførende i al sin fantastiske renhed. Klassevin, simpelthen, og jeg havde kun den ene flaske. Øv.

Kan sikkert sagtens ligge nogle år, men hvorfor? Den er helt og aldeles imødekommende nu i al sin ungdommelige charme. 93+ point.

Da jeg åbnede flasken og hev proppen op, blev jeg en smule overrasket, men på den anden side har jeg læst mig til at den gode hr. Ponsot er lidt af en opportunist, så hvorfor ikke plastic-propper i bourgogne-flasker?

Men for et område, der hylder det uprætentiøse og traditionerne, er det alligevel ret usædvanligt, at se andet end naturmaterialer i kontakt med vin.

Købt hos Suenson for 679 kroner.

 

Denis Mortet, Bourgogne Rouge, Cuvée de Noble Souche, 2011

Denne vin er Denis Mortets basis-bourgogne, og den er som resten af Mortets vine – meget høj klasse.

En klar pinot-tone, fin frugt og balance og meget, meget imødekommende og letdrikkelig med fin mineralitet og en vis kompleksitet. Jeg har også smagt denne vin fra årgangene 2009 og 2010 med samme gode oplevelse.

91 point.

Løgismose har dem indimellem i den fysiske forretning i København. Hvis den ikke står på hylderne, så spørg efter den.

 

 

Domaine Ramonet, Chassagne Montrachet, 2011

Ramonets hvide vine er nogle af mine absolutte favoritvine fra Bourgogne. Altid i fantastisk balance, fin frugt, mineralske toner og citrus, hvor fadet aldrig er dominerende, men fint integreret.

 

Jeg drak den her vin i weekenden og selv den generiske Chassagne Montrachet, 2011, fra Ramonet viser hvor påfaldende hvor stabile vinene fra Ramonet er. Men jeg vil lade de andre flasker fra 2011 ligge et år eller to, før jeg vender tilbage igen. I næsen utrolig flot og lovende med mange eksotiske toner, i munden umiddelbart en smule alkoholisk og lidt flæsket. Det smed den dog efter noget tid i glas og flaske. Alternativt skal den åbnes noget tid inden servering. 

Ca. 350 kroner hos Suenson.

90+ point.

Domaine Ramonet, Bourgogne Rouge, 2011

Mens jeg elsker Ramonets hvide vine, har jeg pinligt nok aldrig smagt de røde. Det skulle der rådes bod på her i oktober, da jeg fik fingre i et par eksemplarer hos Suenson, der sendte meget rosende ord videre i retning af Ramonets basis-rødvin fra mellemårgangen 2011.

Ramonet er mest kendt for deres ekstremt flotte, hvide bourgogner, og det er der en grund til. Den røde version fra Ramonet er til den lyse, elegante og mineralske side, meget ren i udtrykket og med en klar frugt, der gør vinen appellerende og nem at gå til. Men så heller ikke mere.

Til 169 kroner er den et ok køb, men produktionen er lille, og den bliver hurtigt udsolgt hos Suenson.

88 point.

 

Producent-forbistringer i Bourgogne – et forsøg på en oversigt

Som jeg har skrevet tidligere på denne blog er Bourgogne ikke nemt at finde rundt i. Der mange forskellige områder, årgangene spiller en stor rolle, og der er rigtig mange forskellige producenter, som tilmed svinger i kvalitet. Det er nemt at slå en skævert, og tilsvarende fuldstændig fantastisk, når man rammer plet.

Noget der forøger kompleksiteten er det fænomen, at mange af de veletablerede producenter har det med at knopskyde ud i flere versioner af samme – ofte i forbindelse med generationsskifte, når børnene, som måske længe har været inde over produktionen, får behov for at stå på egne ben med egne marker under eget navn.

Al ære og respekt for det – det gør det bare ikke nemmere at følge med.

Et af de seneste skud på stammen er den i mine øjne stabile producent Louis Carillon, der i mange år har lavet rigtig fin og klassisk Puligny Montrachet. Dette domaine er nu splittet op i to, og sønnerne Jacques og Francois har sat egne navne på etiketterne, som blot for at bidrage til forvirringen er i helt nye design.

 Det oprindelige domaine, men nu hedengangne Louis Carillon og sønner.

 Sønnen Francois Carilllons nye Puligny Montrachet, som strengt taget er fars vin på nye flasker. 

Tilsvarende har brormand Jacques Carillon skabt sit eget udtryk i videreudviklingen af farens domaine.

Det samme gælder den udmærkede Chassagne-producent Bernard Morey, hvor sønnerne, Thomas og Vincent, fra 2007 gik hver til sit og nu laver egne stadig udmærkede vine under egne navne.

Gros-familien er et andet eksempel. Dette domaine – primært baseret i Vosnee, er efterhånden splittet op i Anne Gros, A.F. Gros, Gros Frere & Seurs og Michel Gros, hvem ved, måske har jeg glemt en – men ifølge Søren Frank er Anne Gros, der arvede sin del af Gros-markerne fra sin far Francois, en dygtig vinmager. Theis Vine forhandler nogle af vinene fra Gros-familien, og har en udmærket udredning af Gros-familien mange grene her.

Et andet eksempel er Colin-familien, hvor Marc, Michel, Bruno og Philippe deler samme efternavn. Og så er der tilmed René Lequin-Colin og Pierre-Yves Colin, der har giftet sig med en Morey (jf. tidligere) og nu laver vin under navnet Colin-Morey. Modsat den fremherskende tendens har sønnerne til Marc Colin indtil videre valgt at føre vinene videre i faderens navn. Ros for det.

Boillot er et andet navn, som fremkommer i talrige forskellige versioner i Bourgogne. Jean-Marc Boillot og Henri Boillot er nok de to mest kendte herhjemme, og begge laver rigtig fine hvide bourgogner.

Domaine Leflaive er en af de fineste producenter af hvid Bourgogne, men skal ikke forveksles med Olivier Leflaive, som ikke er på samme niveau.

Jobard er et udmærket producent-efternavn i Mersault  – herfra kan man finde vine både med navnet Remi og Antoine, og begge er faktisk udmærkede. Gagnard er et andet udbredt navn i Bourgogne. Her er Jean-Noel Gagnard og Fontaine-Gagnard nogle af de mest anerkendte.

Og sådan kan man faktisk blive ved.

Familie, arv og jord betyder meget i Bourgogne. Domainerne kommer nogle gange ud  fri handel, men går langt oftere i arv fra forældre til børn, til nevøer og søskende. Og det sker heller ikke sjældent, at efterkommere i de gamle vin-familier gifter sig på kryds og tværs, og de dermed bringer nye parceller med sig, som de samler under nye navne.

Men de mange generationsskifter, hvor vin-parcellerne går i arv og gang på gang bliver delt op, er også med til at forklare, hvorfor Bourgogne er så kompliceret og produktionerne nogle gange meget små. 

 Pas på den knapt så kendte bror eller fætter

Når domainer går i arv ved generationsskifter og dermed bliver slicet op i mindre bidder er der også eksempler på, at kvaliteten kan være endog ganske forskellig på trods af familiebåndende. Derfor er der god grund til at se sig for.

 

Øverste vin laves af fætter Thibault, mens Louis-Michel tager sig af Comte Liger-Belair. Vinene er ikke på samme niveau.

For eksempel bør man ikke forveksle Thibault Liger-Belair med Comte Liger-Belair, som er en af de producenter, der virkelig er på vej op i kvalitet og pris. Det samme gælder Laurent Roumier, som ikke skal forveksles med den meget anerkendte Chambolle-producent, G. Roumier.

Tilsvarende gælder det for Thierry Mortet, som ikke er på samme niveau som Denis Mortet, drevet af Denis’ søn, Arnaud Mortet, der tog over efter sin far for ca. otte år siden og ikke endnu har haft behov for at ændre på navn og etiketter. 

Der er også eksempler på, at tætte familiebånd godt kan føre til dyb kvalitet begge steder. To fætre Claude og Bernard Dugat driver henholdsvis domainerne Dugat og Dugat-Py i Gevrey Chambertin – begge leverer vine af meget høj kvalitet. Sidstnævnte meget koncentrerede vine også til meget høje priser.

Denne oversigt er bestemt ikke udtømmende, og der er sikkert mange andre eksempler. Har du et? Så er du velkommen til at bidrage med en kommentar til dette indlæg.