På vintur i Provence

Lad mig med det samme slå fast, jeg holder meget af Provence. Ikke på grund af vinen, men mere den totale oplevelse Provence giver mig af ro, middelhavsvarme, afslappethed, smagene og råvarerne, lavendlerne, cikaderne – de skønne, lange aftener, og de fantastiske udsigter – jeg kunne blive ved.

Vinmæssigt er Provence i mine øjne fortsat primært rosé-land. Det afspejles også  tydeligt i de sydfranske supermarkeders vinudvalg, som er domineret af lakse-lyserødt så langt øjet rækker. Og rosé passer rigtig godt til klimaet, luften, maden og jorden, så det giver god mening, at man har slået sig på den variant i den del af Sydfrankrig.

Når vi tager til Provence, vender vi ofte tilbage til en lille by, Bormes Les Mimosas, der ligger ca. 20 km øst for Toulon. Byen er hyggelig og overskuelig, og ligger ikke så langt fra en af de bedste producenter af rosé i min bog, nemlig Bregancon.

bregancon_maison

Indkørslen til Chateau Bregancon ikke langt fra Le Lavandou. Slottet har et fint og hyggeligt smagelokale, hvor man kan smage og købe slottets udmærkede vine.

Jeg besøgte slottet første gang for ca. 14 år siden, og selvom stedet ligner sig selv, så er der blevet bygget på med fancy butik- og smagelokaler og endnu flere rosé-varianter. Bregancon laver også rød og hvidvin, men det er rosé-vinene, der hæver niveauet til ud over det almindelige.

Philipson har fornuftigt nok længe importeret Bregancons basis-rosé, som jeg allerede har anmeldt her på bloggen, men faktisk laver de to dyrere versioner, hvor jeg fik smagt mellemmodellen “Cuvee Prestige” som er en mindre rustik og mere slank rosé med mere fokus på mineralitet og elegance. En meget lækker vin, men man kan vist ikke købe den i Danmark. Og måske bliver den også for dyr. Super-prestige vinen fik jeg ikke smagt, den kostede vist 25 euro flasken, hvilket også er en slat, når det er rosé.

Hvis man kører forbi Bregancon og videre ad kystvejen, kommer man forbi Leloube og det relativt berømte Domaine Ott, men jeg ville til Domaine de la Sangliere, som jeg har besøgt flere gange. Det er et lidt mindre slot, men de laver god og ærlig vin, der prismæssigt ligger noget lavere end Bregancon.

sangliere

De laver faktisk en fin og mineralsk hvidvin, en rustik og ærlig rødvin på Syrah og en udmærket rosé. Så vidt jeg ved, kan man ikke købe nogen af disse vine i Danmark, selvom Jysk Vin vist indimellem forhandler nogle af dem. Men jeg nyder dem, når jeg er på de kanter, men som så ofte før, så skal disse vine drikkes, mens man er på ferie, og ikke når man er kommet hjem.

Provence laver sjældent store og komplekse vine – lidt længere vestpå kan man dog i Bandol komme forbi nogle seriøse bud på store og buldrende rødvine for eksempel fra Domaine Tempier. Også Trevallon laver kult-rødvine fra Provence med mange følgere. Som jeg husker det, forhandler Theis Vine dem, men de er ikke billige.

Men for mig er det rosé-vinene der er synonym med Provence. Helst om sommeren, helst ud på aftenen og helst på en terrasse i Bormes Les Mimosas med en fantastisk udsigt ud over Middelhavet.

Bregancon kan købes hos Philipson Wine for 130 kroner flasken, hvis du altså køber 12.

To dokumentarfilm om vin og en anbefaling

Som familiefar med fire børn er det sjældent tilfældet, at man kommer i biografen eller for den sags skyld til premierer eller får set film, når de er nye i det hele taget.

Det samme gælder for de egentlig relativt få dokumentarfilm, der kommer ud om vin.

En af de seneste er “Somm” som kom i 2012, men som jeg har haft lejlighed til at hente hjem via mit Apple-tv og Itunes – hvilket i sig selv var lidt af en bedrift – for mig.

Her kan du se en lille teaser på “Somm”.

Filmen følger en række unge mænd, mens de forbereder sig på den ultimative test – nemlig at komme igennem nåleøjet og ud til de hellige vinhaller som “Master Sommelier”.

For at klare det skal de fire mænd vide stort set alt, hvad der er værd at vide om vin og til prøven blandt andet kunne identificere en række vine blindt. For at forberede sig drikker de en hulens masse vin og øver sig i nærmest maskinpistoltempo at spytte smagenoter ud efter hvert eneste sip.

Det hele kommer til at virke en smule monotomt i længden, og jeg havde da også læst om filmen inden og havde visse forventninger til det episke drama, og rivaliseringen mellem de fire, som var blevet beskrevet, men det havde jeg svært ved at få øje på da jeg så filmen.

Det var meget slebent, det var meget amerikansk, og det manglede i mine øjne lidt nerve, men det er da bestemt interessant at se hvor meget de slider i det og man hænger jo på, for man vil jo gerne se om de alle fire klarer den til slut.

Noget mere nerve er der i dokumentarfilmen “Mondovino” som tager fat i om en af nældernes rødder i vinverdenen på en helt anden måde og blandt andet belyser sammenstødene mellem den gamle og nye vinverden.

Særligt når vi følger nogle af de gamle vinoriginaler i det franske bliver det utroligt underholdende, her er der “character” for alle pengene, og masser på spil.

En af eksponenterne for den ny vinverden er den “flyvende vinmager” Michel Rolland, som virkelig har sat sit præg på meget vin – og mener mange ikke kun for det bedste. Vi følger den meget lattermilde mand i en del af filmen i et portræt, der kun er flatterende. Men hvad Rolland er en kæmpesucces, venskabet med Robert Parker og de mange opgaver har sikret hans position i vinhistorien og givet også hans økonomi.

Mondovino er interessant, elegant skruet sammen og hvis man er interesseret i vin, meget meget underholdende og
stadig en meget seværdig film, selvom den har nogle år på bagen.

 

 

 

Amerikansk vinfilosofi og forståelse af terroir

Jeg har med stor fornøjelse set program-serien “Oz & James’s Big Wine Adventure” med Oz Clarke og James May, hvor man følger deres rejse rundt i Frankrig og USA’s mest berømte vinområder.

Matchet mellem den berømte, energiske og begejstrede vinskribent Oz Clarke og Top-Gear værten James Mays anti-intellektuelle tilgang til vinsnobberiet er godt set. De passer bare godt sammen og giver programmerne nerve.

I nedenstående afsnit, som blandt handler om et besøg hos en af mine absolutte favorit-producenter, Alban, sker der for alvor noget for den selvudnævnte vinalfabet James May samtidig med, at man bliver rigtig godt ført rundt i markerne af selveste John Alban. Guf for Alban-fans.

Super afsnit. Resten af serien kan man i øvrigt nemt finde på Youtube.

 

 

Julevinen i 2013 – hvad skal man drikke?

Som mange andre har sagt og skrevet tidligere, et lidt fortærsket emne, men julen er jo en af årets store begivenheder, hvor mange af os virkelig giver den gas med traditioner, mad og søde sager, og så skal vi også finde noget vin, som passer til lejligheden – ikke mindst den fede og søde julemad.

For maden er speciel – uanset om man er til flæskesteg, and, gås eller kalkun, det er ikke så afgørende, det er tilbehøret, som udfordrer julevinen, rødkålen, ribsgeleen (hvis man spiser det) og de søde kartofler, som kan slå det meste vin ihjel. Glem derfor alt om Bordeaux, Bourgogne eller mange af de store klassiske italienske vine, der skal høj alkohol, masser af kraft, saft og syre og meget gerne noget sødme med i vinen.

Hjemme hos os serverer vi den amerikanske syrah-vin fra Alban juleaften – det er blevet en familietradition undfanget af en sjov idé, da min bedre halvdels familie faktisk lyder efternavnet Alban, uden at der er nogen umiddelbare familiebånd til vinproducenten John Alban i Californien iøvrigt.

Men da vi er traditionsfascister vedrørende jul i vores familie, drikker vi Alban-vin juleaften – punktum. Bortset fra, at min kone faktisk ikke bryder sig om vinen og kræver hvidvin til ja, al mad – uanset. Sådan kan det også være, og hvidvin kan faktisk også bruges. Mere herom senere.

Mange kendere af Albans vine vil nok mene, at det er lidt af en helligbrøde at spilde netop den vin på julemad, men det fungerer faktisk godt. Vinen ligger og svinger omkring 16-17 procent i alkohol, en virkelig bred vin, masser frugt og kraft, og den er uhyre sammensat i smagen, har en klar sødmefuld, men ikke forstyrrende tone.

Men denne vin er ikke billig (500 kr. hos KKwine, og det er den billige version). Albans vine er efterhånden blevet rigtig eftertragtede og dyre, og mindre kan bestemt også gøre det.

En ordentlig Amarone er et stensikkert valg til langt færre penge. Irma har nogle udmærkede bud til omkring 150 kroner flasken. For eksempel den her:

Netop Amarone har oftest den nødvendige alkohol og restsødme, som godt kan klare tilbehøret og fedtet i julemaden. Mange supermarkeder har i denne tid tilbud på Amarone til omkring 100 kr flasken, og her kan der være udmærkede køb at gøre.

Nogle versioner af amerikansk Zinfandel kan efter min mening også klare mosten, ligesom australsk og amerikansk syrah eller shiraz også er udmærkede bud på en fin julevin. Det er snarere alkohol og power man her skal gå efter end finesse, så lad bare være med bruge alt for mange penge.

Mollydookers the Boxer kunne være et andet oversøisk bud. Den kan fås flere steder i Danmark til ca. 150 kroner. En virkelig heftig, basset og alkoholisk vin fra australien, som vil klare sig fint. “We make wine, that make people go wow!,” siger folkene bag Mollydooker, og det passer.

The Boxer kan købes her og her.

Endelig er vinene fra sydrhone ofte også gode ledsagere til julemad. De er ofte enkle, ukomplicerede og kraftige vine, som vil klare julemiddagen fint. Prøv fx en Cotes du Rhone fra Guigal, en Gigondas eller en måske sågar en Chateuneuf de Pape – til de to sidstnævnte har Theis Vine og Erik Sørensen nogle gode bud.

Hvidvin kan også være et utraditionelt alternativ. Her har du den mundrensende syre og nogle gange kraften til at klare alt fedtet og sødmen, så hvis man er eventyrlysten kunne en hvidvin fra Alsace også være et utraditionelt valg. f.eks. Pinot Gris eller en tør Gewurtztraminer fra et af de gode huse. Irma har et udmærket udvalg.

Endelig kan øl såmænd også være et fint alternativ på grund af friskheden og kulsyren.

Take your pick. :-)

 

 

 

 

Glimrende vinguide til Barolo-land

Læser Søren Franks opdaterede version af bogen om Barolo for tiden. Som sædvanlig glimrende læsning, og faktisk er der tale om en helt ny bog, synes jeg, eftersom jeg også har den tidligere version frisk i erindring.

Generelt synes jeg, at Barolo og Barbaresco mv. er halvsvært at gå til. Heller ikke helt billigt, hvis man vil gå ombord i de dyrere og mere klassiske versioner som vinene fra fx Conterno, Brovia, Voerzio, Pira, Clerico, Revello, Altare, Mascarello, osv. – og uden for det felt er der igen et utal af producenter af varierende kvalitet. Lidt svært at finde rundt i.

Derfor er det befriende at kunne læne sig op af en grundig mand som Søren Frank, som har ret svært ved at skjule, at han elsker området, maden og vinene.

Den grundige gennemgang af udvalgte producenter er virkelig nyttig læsning, ikke mindst når Frank fortæller, at der er grøde i Barolo-land, hvor de såkaldte modernister har skruet ned for volumenknappen og langsomt nærmer sig et mere klassisk udtryk og fortolkning af nebbiolo-druen, som mange fremhæver har ting til fælles med Bourgogne og dennes fortolkning af Pinot Noir. Derfor er der god grund til at dykke ned i området og bogen og blive nyttigt opdateret på Franks anbefalinger.

Mine egne oplevelser med Barolo? Jeg var for år tilbage meget begejstret for Voerzios Baroloer, som jeg senere har gensmagt med vekslende held, måske har min smag også ændret sig, for Voerzio er om nogen eksponent for den moderne og meget koncentrede stil. I den anden boldgade vil jeg her fremhæve Bartolo Mascarello og den anden Mascarello med fornavnet og Guiseppe, mere traditionelle men bestemt meget flotte og klassiske baroloer og endelig Revello, som jeg har været glad for gennem årene. Albino Roccas barbarescoer har jeg også været glad for.

Iøvrigt har Søren Frank tidligere skrevet en anden udmærket og anbefalelsesværdig bog om netop Bourgogne.

 

 

 

 

Vinfilosofi the aussie-way

Her er et fascinerende eksempel på vinproduktion “Down under”, hvor det lader til, at det kun er fantasien, der sætter grænsen. Med Mollydooker laver Sparky Marquis nogle helt utroligt koncentrerede rødvine med tårnhøje alkoholprocenter. Hvis man ikke har prøvet dem og ikke står af på stilen, bør man under sig selv den oplevelse.

Jeg har set den her video en del gange efterhånden og bliver hver gang betaget af den simple logik, som på en måde er slående indlysende, men alligevel temmelig anderledes tænkt i forhold til traditionel, europæisk vinproduktion .

Vinene kan købes hos blandt andre Atomwine og The Wine Company. Et godt sted at starte er Mollydookers Shiraz, The Boxer, eller Blue Eyed Boy.

Vine du (jeg) husker

De fleste mennesker har noget, de husker krystalklart, selvom det måske er mange år siden. Ofte kan det være en stor begivenhed, som EM i 1992, hvor de fleste kan huske hvad der skete, og hvad de lavede netop den dag, vi slog tyskerne i finalen. Jeg kan godt, jeg var på arbejde – på en restaurant med to gæster :-(

Andre gange har man nogle mere personlige erindringer, som også har indprentet sig, og holder ved mange år efter.

Sådan har jeg det også med bestemte flasker vin, som jeg har drukket gennem årene, som gjorde stort indtryk på mig. Ofte var konteksten vigtig – det er langt fra sikkert, at jeg ville få den samme oplevelse, hvis jeg drak den samme flaske i dag.

For eksempel har jeg fornylig genset filmen “Down by law” af Jim Jarmusch og den var virkelig en helt anden oplevelse her mere end 20 år senere. Så siger jeg ikke mere.

I min lange Rhone-periode for eksempel drak jeg engang en Domaine Boisrenard 1998 fra Coulon, som virkelig var en øjenåbner dengang med sin kraft og blødhed og var en af de første, så vidt jeg husker, “luksus” udgaver af de generiske Chateau Neuf De Pap’er nemlig Beaurenard, som også var en udmærket vin, det hele ført af Gobi. Dengang.

Om jeg ville være lige så pjattet med den i dag, ved jeg ikke.

lbl_FR_Paul_Coulon_Boisrenard_CDP

En anden vin, som virkelig slog benene væk under mig for en del år siden, var Voerzios Brunate fra 2001 – som jeg fik lejlighed til at smage ved en Piemonte smagning. Voerzio var og er en af de såkaldte Barolo-modernister, og han har mange tilhængere – også i Danmark, og priserne er derefter. Jeg gensmagte 2001’eren for et par år siden, og den synes jeg var en skuffelse – falmet og ufokuseret. Jeg har siden smagt nogle yngre versioner fra 2005 og 2006 fra Voerzio også Brunate med bedre resultater og må konkludere, at jeg bedst kan lide hans vine unge, hvor der stadig er noget friskhed henover den ekstremt koncentrerede omgang druesaft. Flot vin er det, men til godt 1000 kroner flasken, betaler man også. Og så er Voerzios etiketter altså ganske gyselige.

image_266553_full

En anden vin, som gennem længere tid trak mig gennem flere tyske vinproducenter og betød, at jeg måtte lære alt om früh- spät- og grauburgunder, var Meyer-Näkels toprødvin med det mundrette navn Dernauer Pfarrvingert årgang 2003. Vinen blev købt på Vesterbrogade hos Barrique, som ikke har butik der længere, men stadig er på nettet. Vinen indgik blindt i en pinotsmagning og fejede alt til side, selvom det selvfølgelig godt kan være, at de øvrige pinot-vine ikke var så fantastiske.

mayer

Jeg har faktisk smagt denne vin siden, og den imponerer mig fortsat med sin dybde, kompleksitet og meget klare pinottone. Det er virkelig en utrolig flot vin, som sidenhen er blevet ret svær at få fingre i. Dengang gav jeg ca. 500 kr. for en flaske. Det er der nok ikke mange, der vil betale for en tysk flaske rødvin, men hvis I kommer forbi en flaske, slå til, i vil ikke blive skuffede.

Som jeg skrev så afhænger meget af konteksten, og her vil jeg fremhæve en vin, som jeg har smagt i nyere tid som gjorde stort indtryk på mig. Jeg har gennem flere år været rigtig glad for Denis Mortets bourgogne-vine, som jeg synes holder et meget højt niveau helt ned til basis-vinene. Også hans helt almindelig bourgogne, som jeg købte ved en indskydelse nede i Torvehallerne, da Løgismose, stadig syntes, de skulle have et vinudsalg der.

image_568025_full

Det var årgang 2010, som er en meget vellykket årgang i bourgogne og det betyder virkelig noget med årgangene her. Mortets generiske bourgogne var en kæmpe overraskelse for mig. Frisk, vibrerende, meget balanceret og utrolig charmerende.

Vinen blev drukket hurtigt, og til ca. 200 kr. er det et virkelig et røverkøb. I øvrigt synes jeg, at mange af Mortets mindre vine, som fx Fixin og Marsannay er gode køb, hvis man vil smage klassisk bourgogne til lidt mindre penge.