Netto – nøglen er vinsortimentet – i 30-40 kroners klassen

Udover at Netto har et godt og sikkert greb om det danske dagligvaremarked, har Netto i alle de år, jeg kan huske, haft et solidt vinudvalg. Mange med forstand på supermarkedsdrift siger, at et godt vinudvalg er en af nøglerne til en god forretning i Danmark. Det har Netto.

Nettos fokus har været på sikre valg som fx Retsinaen, den buttede chilenske Undurraga, italienske Copertino og Orvieto og Frascatien, australske Lindemans og New Zealandske Selaks. Sidstnævnte er stadig den dag i dag et rigtig godt hvidvinskøb og de førnævnte vine leverer alle god kvalitet til prisen.

Jeg har som studerende og senere mere alvorlig og presset familiefar alle årene virkelig været glad for mange af Nettos vine, selvom mit fokus selvfølgelig har skiftet.

Netto har i mange år holdt fast i de samme vinhuse istedet for at skifte det hele ud og er dermed – for mig – også idag et sikkert bagkatalog, som jeg altid kan læne mig op af, hvis jeg lige skal have nogle hurtige, gode vine til gæster eller weekenden.

Og så har de hylderne med “spotvine” som ofte byder på artige overraskelser som fx Zinfandel-vinen Gnarly Dudes, chilenske Antu Ninquen og indimellem udmærkede baroloer og mousserende vine. Her kan Netto også trække på, at modervirksomheden Dansk Supermarked med Føtex og Bilka oven i er en rigtig, rigtig stor international vinindkøber og virkelig har mulighed for at grovshoppe vin alle steder i verden.

De seneste år har Netto også gået i partnerskab med Løgismose og tager enkelte vine med fra den fynske virksomhed på hylderne. Det har også været med til at give et endnu større udbud og variation.

Netto forhandler sjældent vine til over 100 kroner, men pris/kvalitetsforholdet i 30-40 kroners klassen er der fortsat ikke noget i vejen med de sikre valg fra Netto.

Irma – solidt – og sommetider inspirerende

Irma er primært en københavnsk og nordsjællandsk ting, med enkelte butikker i Sjællands større provinsbyer.

Irma er ejet af Coop, men holder stadig fast sit eget vinudvalg med enkelte undtagelser, hvor både Brugsen og Irma fører de samme vine som fx Casillero del Diablo og Don Melchor.

Irma har vist altid sat en ære i at have et godt vinudvalg, og det synes jeg egentlig også at Irma har. Igen – der er variationer og forskelle og nogle gange bliver man virkelig positivt overrasket – sikkert på grund af entusiastiske vinansvarlige i enkelte af butikkerne, men grundudvalget er grundlæggende solidt, særligt hvad angår hvidvinene.

Irma har et rigtigt fornuftigt udvalg af hvidvine fra Alsace, næsten uanset hvilken flaske man vælger. Det samme gælder hvidvinene fra tyske Landgraf, de noget dyrere new zealandske Cloudy Bay og Irmas Poully Fuissé, som er en glimrende Sauvignon Blanc.

Hvis man vil have en velstruktureret og fint komponeret rødvin kunne jeg pege på chilenske Coyam, som er en udmærket vin. Men det er særligt i det hvide udvalg, at Irma i mine øjne har dybde og kvalitet. 

 

 

 

 

 

 

Brugsen – et sikkert men lidt kedeligt vinsortiment

Brugsen, Daglibrugsen, Superbrugsen, FDB, Coop – kært barn har flere navne, men slet og ret Brugsen har gennem rigtig mange år været mange danske familiers faste indkøbsven.

Engang var der en Brugs i stort set hver en by med respekt for sig selv. Det er der ikke helt i dag, hvor mange mindre byer i hele landet er sørgeligt udtømte for liv og forretninger. Men Brugsen er vel sammen med Netto og Fakta nok alligevel  supermarkedet, der er bredest repræsenteret i hele landet.

Selv i min egen hjemby, Svaneke, på Bornholm, med ca. 1.000 indbyggere holder Brugsen stand. Engang havde Svaneke to bagere, en slagter, to købmænd, en boghandler, en fotoforretning, flere tøjforretninger og selvfølgelig en fiskeforretning og meget, meget mere. Langt de fleste butikker er lukket i dag, men min gamle Brugs, holder stand, og det var selvsamme Brugs, der var min families første indgang til vin. Ligesom for mange andre danske familier, tænker jeg.

Sortimentet i Brugsen var ikke omfattende, men rigeligt stort for vores familie, når udgangspunktet var, at vi slet intet vidste om vin eller særlig meget om finere madlavning for den sags skyld.

Jeg husker særligt klassikere som Faustino med den “støvede” flaske og Monte Real  med net på, to Rioja-vine med masser af alder og godt med vanille-fad, som var særlig populære hjemme hos, når vi en sjælden gang fik vin til millionbøffen, og jeg vel at mærke var gammel nok til at smage.

For den uhildede og jomfruelige var Brugsens pæne udvalg ganske fint at forske i, men i dag, hensætter det mig ikke i samme tilstand af nysgerrighed.

Jeg har gennem årene taget runden rutinemæssigt blandt Brugens vinhylder – faktisk utallige gange, men sjældent følt mig inspireret eller udfordret. Det handler selvfølgelig også om mit udgangspunkt, men det er sjældent, at jeg bliver overrasket, og det bliver jeg altså stadig i andre supermarkeder.

I min tidlige aussie-periode røg Brugsens faste australier, Hardys udmærkede hvide vine, ofte i indkøbskurven. I dag kan man med lidt held også finde deres røde top-Shiraz, Eileen Hardy, som er en udmærket eksponent for klassisk australsk Shiraz, når det er bedst.

Hardys hvide vine, synes jeg generelt er ok til prisen. Brugsen fører også det italienske hus Fontanafredda, som laver ok Barolo og Barbaresco til pengene. Og så har de en anden Rioja-klassiker, Siglo, som kan være fin nok til pengene. Enkelte supermarkeder fører også den meget vellavede chilener Don Melchor  fra Concha y Toro – en meget flot Cabernet Sauvignon, men prisen er efterhånden krøbet op på små 350-400 kroner.

Men derudover er der efter min mening langt mellem snapsene. Brugsens udvalg er sikkert og forudsigeligt, men sjældent ophidsende – for mig. Den største nyskabelse er nok det relativt enorme udvalg af “bag in a box” vine, og det er jeg altså ikke kommet til endnu. Vin skal være i en flaske.

Ellers er det faste, men ikke særlig ophidsende navne som f.eks. Savanha og Spier, der dominerer og et utal af forskellige italienske vine, som jeg slet ikke kan hitte rundt i.

Selvfølgelig er der undtagelser. Særligt i de afdelinger af Brugsen, Superbrugsen, Kvickly osv. hvor der huserer en vinansvarlig med lidt mere på hjerte end det faste sortiment. For eksempel den nu hedengangne Brugsen i Hørsholm, hvor Bjørn Leisner trak niveauet op til nærmest internationalt niveau. Mindre kan også gøre det. Min egen gamle Brugsen i Svaneke har indimellem flasker på hylden, som jeg får lyst til at prøve.

Brugsen er ikke mit foretrukne valg, når jeg skal have en hurtig flaske vin. Men jeg tror egentlig heller ikke det er folk som mig, Coop prøver at ramme med et sikkert, men også lidt kedeligt udvalg.