Brugsen – et sikkert men lidt kedeligt vinsortiment

Brugsen, Daglibrugsen, Superbrugsen, FDB, Coop – kært barn har flere navne, men slet og ret Brugsen har gennem rigtig mange år været mange danske familiers faste indkøbsven.

Engang var der en Brugs i stort set hver en by med respekt for sig selv. Det er der ikke helt i dag, hvor mange mindre byer i hele landet er sørgeligt udtømte for liv og forretninger. Men Brugsen er vel sammen med Netto og Fakta nok alligevel  supermarkedet, der er bredest repræsenteret i hele landet.

Selv i min egen hjemby, Svaneke, på Bornholm, med ca. 1.000 indbyggere holder Brugsen stand. Engang havde Svaneke to bagere, en slagter, to købmænd, en boghandler, en fotoforretning, flere tøjforretninger og selvfølgelig en fiskeforretning og meget, meget mere. Langt de fleste butikker er lukket i dag, men min gamle Brugs, holder stand, og det var selvsamme Brugs, der var min families første indgang til vin. Ligesom for mange andre danske familier, tænker jeg.

Sortimentet i Brugsen var ikke omfattende, men rigeligt stort for vores familie, når udgangspunktet var, at vi slet intet vidste om vin eller særlig meget om finere madlavning for den sags skyld.

Jeg husker særligt klassikere som Faustino med den “støvede” flaske og Monte Real  med net på, to Rioja-vine med masser af alder og godt med vanille-fad, som var særlig populære hjemme hos, når vi en sjælden gang fik vin til millionbøffen, og jeg vel at mærke var gammel nok til at smage.

For den uhildede og jomfruelige var Brugsens pæne udvalg ganske fint at forske i, men i dag, hensætter det mig ikke i samme tilstand af nysgerrighed.

Jeg har gennem årene taget runden rutinemæssigt blandt Brugens vinhylder – faktisk utallige gange, men sjældent følt mig inspireret eller udfordret. Det handler selvfølgelig også om mit udgangspunkt, men det er sjældent, at jeg bliver overrasket, og det bliver jeg altså stadig i andre supermarkeder.

I min tidlige aussie-periode røg Brugsens faste australier, Hardys udmærkede hvide vine, ofte i indkøbskurven. I dag kan man med lidt held også finde deres røde top-Shiraz, Eileen Hardy, som er en udmærket eksponent for klassisk australsk Shiraz, når det er bedst.

Hardys hvide vine, synes jeg generelt er ok til prisen. Brugsen fører også det italienske hus Fontanafredda, som laver ok Barolo og Barbaresco til pengene. Og så har de en anden Rioja-klassiker, Siglo, som kan være fin nok til pengene. Enkelte supermarkeder fører også den meget vellavede chilener Don Melchor  fra Concha y Toro – en meget flot Cabernet Sauvignon, men prisen er efterhånden krøbet op på små 350-400 kroner.

Men derudover er der efter min mening langt mellem snapsene. Brugsens udvalg er sikkert og forudsigeligt, men sjældent ophidsende – for mig. Den største nyskabelse er nok det relativt enorme udvalg af “bag in a box” vine, og det er jeg altså ikke kommet til endnu. Vin skal være i en flaske.

Ellers er det faste, men ikke særlig ophidsende navne som f.eks. Savanha og Spier, der dominerer og et utal af forskellige italienske vine, som jeg slet ikke kan hitte rundt i.

Selvfølgelig er der undtagelser. Særligt i de afdelinger af Brugsen, Superbrugsen, Kvickly osv. hvor der huserer en vinansvarlig med lidt mere på hjerte end det faste sortiment. For eksempel den nu hedengangne Brugsen i Hørsholm, hvor Bjørn Leisner trak niveauet op til nærmest internationalt niveau. Mindre kan også gøre det. Min egen gamle Brugsen i Svaneke har indimellem flasker på hylden, som jeg får lyst til at prøve.

Brugsen er ikke mit foretrukne valg, når jeg skal have en hurtig flaske vin. Men jeg tror egentlig heller ikke det er folk som mig, Coop prøver at ramme med et sikkert, men også lidt kedeligt udvalg.

 

 

Vine du (jeg) husker

De fleste mennesker har noget, de husker krystalklart, selvom det måske er mange år siden. Ofte kan det være en stor begivenhed, som EM i 1992, hvor de fleste kan huske hvad der skete, og hvad de lavede netop den dag, vi slog tyskerne i finalen. Jeg kan godt, jeg var på arbejde – på en restaurant med to gæster :-(

Andre gange har man nogle mere personlige erindringer, som også har indprentet sig, og holder ved mange år efter.

Sådan har jeg det også med bestemte flasker vin, som jeg har drukket gennem årene, som gjorde stort indtryk på mig. Ofte var konteksten vigtig – det er langt fra sikkert, at jeg ville få den samme oplevelse, hvis jeg drak den samme flaske i dag.

For eksempel har jeg fornylig genset filmen “Down by law” af Jim Jarmusch og den var virkelig en helt anden oplevelse her mere end 20 år senere. Så siger jeg ikke mere.

I min lange Rhone-periode for eksempel drak jeg engang en Domaine Boisrenard 1998 fra Coulon, som virkelig var en øjenåbner dengang med sin kraft og blødhed og var en af de første, så vidt jeg husker, “luksus” udgaver af de generiske Chateau Neuf De Pap’er nemlig Beaurenard, som også var en udmærket vin, det hele ført af Gobi. Dengang.

Om jeg ville være lige så pjattet med den i dag, ved jeg ikke.

lbl_FR_Paul_Coulon_Boisrenard_CDP

En anden vin, som virkelig slog benene væk under mig for en del år siden, var Voerzios Brunate fra 2001 – som jeg fik lejlighed til at smage ved en Piemonte smagning. Voerzio var og er en af de såkaldte Barolo-modernister, og han har mange tilhængere – også i Danmark, og priserne er derefter. Jeg gensmagte 2001’eren for et par år siden, og den synes jeg var en skuffelse – falmet og ufokuseret. Jeg har siden smagt nogle yngre versioner fra 2005 og 2006 fra Voerzio også Brunate med bedre resultater og må konkludere, at jeg bedst kan lide hans vine unge, hvor der stadig er noget friskhed henover den ekstremt koncentrerede omgang druesaft. Flot vin er det, men til godt 1000 kroner flasken, betaler man også. Og så er Voerzios etiketter altså ganske gyselige.

image_266553_full

En anden vin, som gennem længere tid trak mig gennem flere tyske vinproducenter og betød, at jeg måtte lære alt om früh- spät- og grauburgunder, var Meyer-Näkels toprødvin med det mundrette navn Dernauer Pfarrvingert årgang 2003. Vinen blev købt på Vesterbrogade hos Barrique, som ikke har butik der længere, men stadig er på nettet. Vinen indgik blindt i en pinotsmagning og fejede alt til side, selvom det selvfølgelig godt kan være, at de øvrige pinot-vine ikke var så fantastiske.

mayer

Jeg har faktisk smagt denne vin siden, og den imponerer mig fortsat med sin dybde, kompleksitet og meget klare pinottone. Det er virkelig en utrolig flot vin, som sidenhen er blevet ret svær at få fingre i. Dengang gav jeg ca. 500 kr. for en flaske. Det er der nok ikke mange, der vil betale for en tysk flaske rødvin, men hvis I kommer forbi en flaske, slå til, i vil ikke blive skuffede.

Som jeg skrev så afhænger meget af konteksten, og her vil jeg fremhæve en vin, som jeg har smagt i nyere tid som gjorde stort indtryk på mig. Jeg har gennem flere år været rigtig glad for Denis Mortets bourgogne-vine, som jeg synes holder et meget højt niveau helt ned til basis-vinene. Også hans helt almindelig bourgogne, som jeg købte ved en indskydelse nede i Torvehallerne, da Løgismose, stadig syntes, de skulle have et vinudsalg der.

image_568025_full

Det var årgang 2010, som er en meget vellykket årgang i bourgogne og det betyder virkelig noget med årgangene her. Mortets generiske bourgogne var en kæmpe overraskelse for mig. Frisk, vibrerende, meget balanceret og utrolig charmerende.

Vinen blev drukket hurtigt, og til ca. 200 kr. er det et virkelig et røverkøb. I øvrigt synes jeg, at mange af Mortets mindre vine, som fx Fixin og Marsannay er gode køb, hvis man vil smage klassisk bourgogne til lidt mindre penge.

Bornholmsk pinot på vej

lille gadegaardSom bornholmer fyldte det mig med en særlig patriotisk stolthed, dengang den første bornholmske vingård slog dørene op for mere end 10 år siden, og jeg var da heller ikke sen til trofast at opkøbe anseelige mængder af den første bornholmskproducerede rødvin med henblik på at kunne servere den for gode venner. Mere herom senere.

Lille Gadegård ligger tæt ved Pedersker på den sydlige del af Bornholm, hvor terrænet er fladt og jorden sandholdig og dermed mere velegnet til vinproduktion end så mange andre steder på Bornholm. Meget af den bornholmske jord er ifølge min mor, der holder en meget stor bornholmsk nyttehave, en temmelig leret omgang.

Ejeren af Lille Gadegård er den meget snakkende og energiske Jesper Paulsen, og han har gennem årene i sol og regn lavet rødvin på druerne Rondo og Regent og en fin jordbærvin som er blevet afløst af mousserende ribsvin og solbærvin. Og så har han udvidet sortimentet med honningsyp, calvados og et omfattende udvalg af whiskey. Ganske imponerende. Et besøg på gården og en snak med Jesper er bestemt anbefalelsesværdigt, hvis man vil vide lidt mere, om dansk vinproduktion.

Dansk vin har endnu lang vej før den når et rimeligt internationalt niveau, men Gadegårds udvalg af vine på “almindelige danske frugtsorter” er drikbare. For eksempel ribsvinen, der er en frisk og lettilgængelig terrassevin og heller ikke mere end det.

Men rødvinen. Ah, det holder lidt mere hårdt med den. Jeg serverede den for år tilbage som en joker til en vinsmagning, og det gjorde – skal vi ikke bare sige det – uudsletteligt indtryk på mine gode vinvenner, og jeg kom til at høre for den vin mange år efter.

Men nu har Jesper Paulsen kastet sig ud i et nyt rødvinsprojekt, som lyder spændende.

I stedet for Rondo og Regent planter han en ny rødvinsdrue, den såkaldte frühburgunder, som er den tyske pendant til Pinot Noir (og tilfældigvis min yndlingsdrue), så jeg ved ikke, om det var ribsvinen eller bare den gode stemning, da en god ven og jeg besøgte ham en søndag i august i silende regn, men da fremstod Jesper Paulsen i mine øjne som en visionær og modig mand.

Den globale opvarmning flytter grænserne for, hvor langt mod nord, man kan dyrke ordentlig vin. Der laves sågar rødvin i Norge, som efter sigende skulle være helt i orden, og englænderne har en meget fin produktion af mousserende vin.

Jeg er ret begejstret for mange af de tyske bud på Pinot Noir på druerne früh- og spätburgunder, så hvorfor ikke også pinot i Danmark og hvorfor ikke på Bornholm?

De tyske versioner på früh- og spätburgunder er ofte til den lette og lyse side, men de velafbalancerede med en klar frugttone og pinot-definition. Der findes også eksemplarer med endnu mere kompleksitet tyngde og dybde, særligt fra Ahr fx fra producenten Meyer-Näkel.

Om Lille Gadegård kan gå tyskerne i bedene, får vi først svar på om nogle år. De første eksempler på bornholmsk pinot kommer ifølge Jesper Paulsen først når, stokkene er 6-7 år gamle.