Producent-forbistringer i Bourgogne – et forsøg på en oversigt

Som jeg har skrevet tidligere på denne blog er Bourgogne ikke nemt at finde rundt i. Der mange forskellige områder, årgangene spiller en stor rolle, og der er rigtig mange forskellige producenter, som tilmed svinger i kvalitet. Det er nemt at slå en skævert, og tilsvarende fuldstændig fantastisk, når man rammer plet.

Noget der forøger kompleksiteten er det fænomen, at mange af de veletablerede producenter har det med at knopskyde ud i flere versioner af samme – ofte i forbindelse med generationsskifte, når børnene, som måske længe har været inde over produktionen, får behov for at stå på egne ben med egne marker under eget navn.

Al ære og respekt for det – det gør det bare ikke nemmere at følge med.

Et af de seneste skud på stammen er den i mine øjne stabile producent Louis Carillon, der i mange år har lavet rigtig fin og klassisk Puligny Montrachet. Dette domaine er nu splittet op i to, og sønnerne Jacques og Francois har sat egne navne på etiketterne, som blot for at bidrage til forvirringen er i helt nye design.

 Det oprindelige domaine, men nu hedengangne Louis Carillon og sønner.

 Sønnen Francois Carilllons nye Puligny Montrachet, som strengt taget er fars vin på nye flasker. 

Tilsvarende har brormand Jacques Carillon skabt sit eget udtryk i videreudviklingen af farens domaine.

Det samme gælder den udmærkede Chassagne-producent Bernard Morey, hvor sønnerne, Thomas og Vincent, fra 2007 gik hver til sit og nu laver egne stadig udmærkede vine under egne navne.

Gros-familien er et andet eksempel. Dette domaine – primært baseret i Vosnee, er efterhånden splittet op i Anne Gros, A.F. Gros, Gros Frere & Seurs og Michel Gros, hvem ved, måske har jeg glemt en – men ifølge Søren Frank er Anne Gros, der arvede sin del af Gros-markerne fra sin far Francois, en dygtig vinmager. Theis Vine forhandler nogle af vinene fra Gros-familien, og har en udmærket udredning af Gros-familien mange grene her.

Et andet eksempel er Colin-familien, hvor Marc, Michel, Bruno og Philippe deler samme efternavn. Og så er der tilmed René Lequin-Colin og Pierre-Yves Colin, der har giftet sig med en Morey (jf. tidligere) og nu laver vin under navnet Colin-Morey. Modsat den fremherskende tendens har sønnerne til Marc Colin indtil videre valgt at føre vinene videre i faderens navn. Ros for det.

Boillot er et andet navn, som fremkommer i talrige forskellige versioner i Bourgogne. Jean-Marc Boillot og Henri Boillot er nok de to mest kendte herhjemme, og begge laver rigtig fine hvide bourgogner.

Domaine Leflaive er en af de fineste producenter af hvid Bourgogne, men skal ikke forveksles med Olivier Leflaive, som ikke er på samme niveau.

Jobard er et udmærket producent-efternavn i Mersault  – herfra kan man finde vine både med navnet Remi og Antoine, og begge er faktisk udmærkede. Gagnard er et andet udbredt navn i Bourgogne. Her er Jean-Noel Gagnard og Fontaine-Gagnard nogle af de mest anerkendte.

Og sådan kan man faktisk blive ved.

Familie, arv og jord betyder meget i Bourgogne. Domainerne kommer nogle gange ud  fri handel, men går langt oftere i arv fra forældre til børn, til nevøer og søskende. Og det sker heller ikke sjældent, at efterkommere i de gamle vin-familier gifter sig på kryds og tværs, og de dermed bringer nye parceller med sig, som de samler under nye navne.

Men de mange generationsskifter, hvor vin-parcellerne går i arv og gang på gang bliver delt op, er også med til at forklare, hvorfor Bourgogne er så kompliceret og produktionerne nogle gange meget små. 

 Pas på den knapt så kendte bror eller fætter

Når domainer går i arv ved generationsskifter og dermed bliver slicet op i mindre bidder er der også eksempler på, at kvaliteten kan være endog ganske forskellig på trods af familiebåndende. Derfor er der god grund til at se sig for.

 

Øverste vin laves af fætter Thibault, mens Louis-Michel tager sig af Comte Liger-Belair. Vinene er ikke på samme niveau.

For eksempel bør man ikke forveksle Thibault Liger-Belair med Comte Liger-Belair, som er en af de producenter, der virkelig er på vej op i kvalitet og pris. Det samme gælder Laurent Roumier, som ikke skal forveksles med den meget anerkendte Chambolle-producent, G. Roumier.

Tilsvarende gælder det for Thierry Mortet, som ikke er på samme niveau som Denis Mortet, drevet af Denis’ søn, Arnaud Mortet, der tog over efter sin far for ca. otte år siden og ikke endnu har haft behov for at ændre på navn og etiketter. 

Der er også eksempler på, at tætte familiebånd godt kan føre til dyb kvalitet begge steder. To fætre Claude og Bernard Dugat driver henholdsvis domainerne Dugat og Dugat-Py i Gevrey Chambertin – begge leverer vine af meget høj kvalitet. Sidstnævnte meget koncentrerede vine også til meget høje priser.

Denne oversigt er bestemt ikke udtømmende, og der er sikkert mange andre eksempler. Har du et? Så er du velkommen til at bidrage med en kommentar til dette indlæg.

 

 

 

Efterårssmagning hos Erik Sørensen

Erik Sørensens årlige efterårssmagninger plejer at være lidt af et tilløbsstykke. Det var den også i år. For en meget beskeden pris på 100 kroner kunne man smage mange vine fra det store sortiment, og så var der også en såkaldt kultbar, hvor man for ganske rimelige glas-priser kunne prøve nogle af Sørensens dyrere vine.

Eneste lille minus ved denne prøvesmagning er, at man skal køre helt til det store lager i Kokkedal, og at transport i egen bil derfor kræver stor disciplin i forbindelse med smagningerne, hvis man skal køre under promillegrænsen tilbage.

Min meget gode og kloge vinven, der akkompagnerede mig til vinsmagningen, havde storladent tilbudt at køre derop, mod at jeg kørte tilbage. Det var smart set af ham.

I den fyldte hal var der god stemning og masser af venligt personale til at byde på smagsprøver. Der var også stillet brød og vand frem til fri afbenyttelse. En god idé.

Erik Sørensen vins Kultbar, hvor man ved september måneds vinsmagning i Kokkedal blandt andet kunne smage flere af Bouchard Pere & Fils topvine, Amarone-producenten Quintarelli og det udmærkede Barolo-hus E. Pira.

Da vi ankom, gik vi målrettet efter Kultbaren, der for eksempel bød på Bouchards Pére & Fils Batard-Montrachet 2010 (125 kr. glasset), som var rent barnemord at drikke nu, men alligevel en stor oplevelse. En utrolig koncentreret hvidvin fra en af Grand Cru markerne i Bourgogne. I næsen myriader af eksotiske frugter og i takt med, at vinen fik luft og lidt varme åbnede den sig også lidt mere op, men ligge ned skal den vist for at kunne forløse hele potentialet. Bestemt en fantastisk oplevelse, måske især duften, som var helt utrolig, men for 2.399 kroner flasken, skal man også være dedikeret. 94+ point.

Hvor meget luft og dekantering betyder, fik vi vished om, da vi bagefter fik chancen for at smage en flaske Corton Charlemagne 2008 fra Bouchard som havde stået en dags tid. Her havde vinen udviklet endnu flere krydrede toner i duften og fremstod mere åben og indbydende end Batarden. Cortonen var måske knap så koncentreret og eksplosiv i duften som Batard, men viste også høj, høj klasse. 1004,95 kroner. 93 point.

Man kan altid diskutere om priserne på sådanne vine er for høje, men produktionen er meget lille, og efterspørgslen høj.

Bouchard Pere & Fils blev for nogle år siden opkøbt af champagne-producenten Henriot, og det skal efter sigende have givet den meget store vin-portefølje et kvalitetsløft. Vi prøvesmagte også flere af Bouchards røde vine, og her var Beaune du Chateau 1. cru  2008 vores favorit blandt de mange forskellige vine til 269 kroner flasken. En velstruktureret vin, med god balance og klar pinot-tone: 89 point.

Erik Sørensen forhandler også det gode portvinshus Krohn, der særligt er kendt for deres Colheita-vine. Vi prøvesmagte en Colheita fra 1968, en meget blød og lækker sag, der havde den klassiske smag af blandt andet nødder, rosiner og krydderier. 91 point.

Vi fik prøvet mange andre vine, men ovenstående er, dem jeg vil fremhæve fra denne smagning. Erik Sørensen vin har meget andet godt at byde på. En fin champagne fra Jacquesson, et rigtig fint Bourgogne-hus i Marc Colin, og så er det også her, man kan få fat i Zind Humbrecht, som efter min mening er en af de bedste Alsace-producenter.

 

Mollydooker Blue Eyed Boy 2010

Som jeg har nævnt andetsteds på denne blog, så går Mollydooker og parret Sara og Sparky Marquis, som står bag de australske vine, helt deres egne vinveje.

For eksempel er mange af Mollydookers vinstokke relativt unge, men formår alligevel over hele linjen at lave utroligt koncentrerede og kraftfulde vine med dertil hørende tårnhøje alkoholprocenter.

 

Det gælder også Mollydookers mellemklasse-Shiraz, Blue Eyed Boy, som holder 17 procent. Vinen er mørk, nærmest sort i glasset, masser af mørke bær, lidt krudt og ymer i næsen, vinen eksploderer nærmest med smagsindtryk i munden, og frugten formår stort set at holde den høje alkoholprocent i ave.

Vi drak denne vin efter Torbreck The Factor og sammenlignet fremstod den mere ufokuseret og jammy, men til en pris på 300 kroner og nogle gange endda mindre på tilbud, er Blue Eyed Boy et godt køb.

“We make wine that makes you go Wow”, siger Marquis-parret, og det er rigtigt. Stilen til gengæld også så ekstrem, at jeg tror, at for nogle er vinene simpelthen for meget af det gode.

91 point.  

Kan blandt andet købes hos Atomwine og The Wine Company

Torbreck The Factor 2003

Hvis man skal udpege en af de helst store producenter af australsk Shiraz, må Torbreck være en af dem. Shiraz eller Syrah, som man kalder det i Europa, er en drue, som australierne har rigtig godt styr på, og det gælder også denne version af Torbreck The Factor fra 2003.

Min meget flinke og kloge svoger havde valgt at komme forbi med vinen forleden aften, idet vores begge bedre halvdele skulle til fødselsdag kun for kvinder. Så var der ikke en bedre anledning til bøffer og Shiraz, og vi blev ikke skuffede – hverken over bøfferne og slet ikke over vinen. Selvom denne vin fra Torbreck efterhånden har en del år på bagen, fremstod den overraskende vital og levende. I næsen masser af mørke bær og den klassiske ymertone. I munden utrolig harmonisk med masser af bærtoner, læder, og struktur – Torbreck laver ikke store “bassevine” men holder en i mine øjne mere elegant stil med fokus på balance og masser af kompleksitet på det her niveau. Meget lang eftersmag, der bare bliver ved og ved.

Og prisen? Ja, den fås til 900 kroner, så den er ikke gratis, men dog billigere en Torbrecks topvin Runrig, som normalt koster det dobbelte. Torbreck laver også billigere versioner, som har samme om end mindre aftryk af klasse. Selv Torbrecks GSM er i mine øjne et rigtig godt køb til under 200 kroner.

Kan blandt andet købes hos HJ Hansen og vildmedvin.dk
Point: 94.

 

 

Vinfilosofi the aussie-way

Her er et fascinerende eksempel på vinproduktion “Down under”, hvor det lader til, at det kun er fantasien, der sætter grænsen. Med Mollydooker laver Sparky Marquis nogle helt utroligt koncentrerede rødvine med tårnhøje alkoholprocenter. Hvis man ikke har prøvet dem og ikke står af på stilen, bør man under sig selv den oplevelse.

Jeg har set den her video en del gange efterhånden og bliver hver gang betaget af den simple logik, som på en måde er slående indlysende, men alligevel temmelig anderledes tænkt i forhold til traditionel, europæisk vinproduktion .

Vinene kan købes hos blandt andre Atomwine og The Wine Company. Et godt sted at starte er Mollydookers Shiraz, The Boxer, eller Blue Eyed Boy.

Bertheau Chambolle Musigny 1er Cru 2009

Francois Bertheau er et forholdsvis nyt bekendtskab for mig, men endnu har vinene ikke skuffet. Heller ikke denne Chambolle i årgang 2009, som jeg nu har smagt to gange med

konsistente noter. 2010 er også rigtig god, måske endda et lille niveau over.

Den her giver jeg 91 parker-point. :-)

Bertheau laver klassisk Chambolle Musigny, elegant, charmerende, mineralsk og silkeblød i tekstur og smag. 2009 premier cru er anelse mere koncentreret end village-vinen som også kan være udmærket.

Købt hos Suenson september 2013 ca. 500 kr., så vidt jeg husker.

 

Mongeard Mugneret Nuits St. Georges “Les Plateaux” 2010

Mongeard Mugneret er en forholdsvis stor, men i min øjne stabil producent i Bourgogne og har en del fine parceller fordelt i Cote de Nuits og Beaune. Stilen er ofte forholdsvis let og lys til den elegante side uden at miste koncentrationen.

Nuits St. Georges “Les Plateaux” er en såkaldt village-vin fra Mongeard Mugneret, og normalt synes jeg, at der er meget at hente på dette niveau hos Mongeard. Denne vin er også klassisk bourgogne med en meget klar pinot-tone samtidig med, at den også er eksponent for producentens klassiske lette og lyse stil. Vinen er fra en del af Bourgogne, som normalt leverer nogle lidt mere tunge og rustikke vine, men det fornemmer man kun svagt her. 

Sammenlignet med eksempelvis Mongeards Mugnerets village-vine fra Vosne Romanee, synes jeg dog, at denne vin er et nøk under i koncentration og kvalitet.  

89 point.

Købt hos Suenson september 2013. Kan også fås hos Bedre Bourgogne. Suenson tager 398 kroner.

Jansz sparkling wine 2005

Det kan være svært at finde rigtig gode alternativer til klassisk fransk champagne, men Jansz’ sparkling wine er i mine øjne et rigtig god bud.

På Tasmanien laver de fine “champagne-kloner” blandt andet på grund af et lidt køligere klima end i andre dele af Australien. Det gælder også Jansz, som for 219 kroner i mine øjne leverer fin, elegant mousse, god syre og mineralitet og en meget fin eftersmag med brødtoner og stenfrugt. 

 

Denne version er med årgang, 2005, og i mine øjne det bedste køb fra Jansz, men man kan også få en udmærket non-vintage til lidt færre penge. 

90 point.

Købt for 219 kr. hos Leisner Vine i København september 2013.

 

 

 

Irma – solidt – og sommetider inspirerende

Irma er primært en københavnsk og nordsjællandsk ting, med enkelte butikker i Sjællands større provinsbyer.

Irma er ejet af Coop, men holder stadig fast sit eget vinudvalg med enkelte undtagelser, hvor både Brugsen og Irma fører de samme vine som fx Casillero del Diablo og Don Melchor.

Irma har vist altid sat en ære i at have et godt vinudvalg, og det synes jeg egentlig også at Irma har. Igen – der er variationer og forskelle og nogle gange bliver man virkelig positivt overrasket – sikkert på grund af entusiastiske vinansvarlige i enkelte af butikkerne, men grundudvalget er grundlæggende solidt, særligt hvad angår hvidvinene.

Irma har et rigtigt fornuftigt udvalg af hvidvine fra Alsace, næsten uanset hvilken flaske man vælger. Det samme gælder hvidvinene fra tyske Landgraf, de noget dyrere new zealandske Cloudy Bay og Irmas Poully Fuissé, som er en glimrende Sauvignon Blanc.

Hvis man vil have en velstruktureret og fint komponeret rødvin kunne jeg pege på chilenske Coyam, som er en udmærket vin. Men det er særligt i det hvide udvalg, at Irma i mine øjne har dybde og kvalitet. 

 

 

 

 

 

 

Landgraf Riesling Feinherb 2012

foto2

Endnu et eksempel på, at tyskerne laver flot, klassisk og syleklar Riesling til ganske rimelige penge. Let perlende og med en lillebitte smule restsødme, men det integreres harmonisk i den meget vellavede vin. Til pengene et rigtig godt køb. Med den klare syre ville den være fin til fed fisk.

89 point.

75 kroner Irma Østerport september 2013.