Amerikansk vinfilosofi og forståelse af terroir

Jeg har med stor fornøjelse set program-serien “Oz & James’s Big Wine Adventure” med Oz Clarke og James May, hvor man følger deres rejse rundt i Frankrig og USA’s mest berømte vinområder.

Matchet mellem den berømte, energiske og begejstrede vinskribent Oz Clarke og Top-Gear værten James Mays anti-intellektuelle tilgang til vinsnobberiet er godt set. De passer bare godt sammen og giver programmerne nerve.

I nedenstående afsnit, som blandt handler om et besøg hos en af mine absolutte favorit-producenter, Alban, sker der for alvor noget for den selvudnævnte vinalfabet James May samtidig med, at man bliver rigtig godt ført rundt i markerne af selveste John Alban. Guf for Alban-fans.

Super afsnit. Resten af serien kan man i øvrigt nemt finde på Youtube.

 

 

Buena Vista, Zinfandel, Karolys Selection, North Coast, 2011

Her har vi en klassisk amerikansk Zinfandel, men en lidt mere kølig en af slagsen fra en af de helt gamle amerikanske vinhuse, der kan dateres tilbage til 1857.

Buena Vista er fra 2011 ejet af en af de meget store Bourgogne-producenter, Boisset, der blandt andet står bag Domaine de la Vougeraie, men det er ikke fordi jeg kan mærke et særligt fransk islæt i denne vin lavet på en af de klassiske amerikanske druer.

Ofte har netop Zinfandel-stokkene i Californien masser af alder, da de under forbudstiden fik lov til at overleve, fordi de kunne indgå i anden produktion end vin. Den høje alder giver ofte nogle meget spændende og koncentrerede vine.

Denne version af Buena Vista-Zinfandel slår køligheden igennem i en lidt mere cool og cremet stil og med knap så eksorbitante alkoholprocenter, som man ellers kan møde i amerikansk Zinfandel. I næsen ymer, kirsebær og urter, vinen er meget smooth i munden med mørke bær, en vis sødme, rabarber og fadet slår fint igennem med et signifikant touch af karamel i eftersmagen.

En lækker vin – klassisk amerikansk Zinfandel i min bog – kan fint nydes alene. 149 kroner, Superbest, Øster Fælled Torv, København.

90 point.

Julevinen i 2013 – hvad skal man drikke?

Som mange andre har sagt og skrevet tidligere, et lidt fortærsket emne, men julen er jo en af årets store begivenheder, hvor mange af os virkelig giver den gas med traditioner, mad og søde sager, og så skal vi også finde noget vin, som passer til lejligheden – ikke mindst den fede og søde julemad.

For maden er speciel – uanset om man er til flæskesteg, and, gås eller kalkun, det er ikke så afgørende, det er tilbehøret, som udfordrer julevinen, rødkålen, ribsgeleen (hvis man spiser det) og de søde kartofler, som kan slå det meste vin ihjel. Glem derfor alt om Bordeaux, Bourgogne eller mange af de store klassiske italienske vine, der skal høj alkohol, masser af kraft, saft og syre og meget gerne noget sødme med i vinen.

Hjemme hos os serverer vi den amerikanske syrah-vin fra Alban juleaften – det er blevet en familietradition undfanget af en sjov idé, da min bedre halvdels familie faktisk lyder efternavnet Alban, uden at der er nogen umiddelbare familiebånd til vinproducenten John Alban i Californien iøvrigt.

Men da vi er traditionsfascister vedrørende jul i vores familie, drikker vi Alban-vin juleaften – punktum. Bortset fra, at min kone faktisk ikke bryder sig om vinen og kræver hvidvin til ja, al mad – uanset. Sådan kan det også være, og hvidvin kan faktisk også bruges. Mere herom senere.

Mange kendere af Albans vine vil nok mene, at det er lidt af en helligbrøde at spilde netop den vin på julemad, men det fungerer faktisk godt. Vinen ligger og svinger omkring 16-17 procent i alkohol, en virkelig bred vin, masser frugt og kraft, og den er uhyre sammensat i smagen, har en klar sødmefuld, men ikke forstyrrende tone.

Men denne vin er ikke billig (500 kr. hos KKwine, og det er den billige version). Albans vine er efterhånden blevet rigtig eftertragtede og dyre, og mindre kan bestemt også gøre det.

En ordentlig Amarone er et stensikkert valg til langt færre penge. Irma har nogle udmærkede bud til omkring 150 kroner flasken. For eksempel den her:

Netop Amarone har oftest den nødvendige alkohol og restsødme, som godt kan klare tilbehøret og fedtet i julemaden. Mange supermarkeder har i denne tid tilbud på Amarone til omkring 100 kr flasken, og her kan der være udmærkede køb at gøre.

Nogle versioner af amerikansk Zinfandel kan efter min mening også klare mosten, ligesom australsk og amerikansk syrah eller shiraz også er udmærkede bud på en fin julevin. Det er snarere alkohol og power man her skal gå efter end finesse, så lad bare være med bruge alt for mange penge.

Mollydookers the Boxer kunne være et andet oversøisk bud. Den kan fås flere steder i Danmark til ca. 150 kroner. En virkelig heftig, basset og alkoholisk vin fra australien, som vil klare sig fint. “We make wine, that make people go wow!,” siger folkene bag Mollydooker, og det passer.

The Boxer kan købes her og her.

Endelig er vinene fra sydrhone ofte også gode ledsagere til julemad. De er ofte enkle, ukomplicerede og kraftige vine, som vil klare julemiddagen fint. Prøv fx en Cotes du Rhone fra Guigal, en Gigondas eller en måske sågar en Chateuneuf de Pape – til de to sidstnævnte har Theis Vine og Erik Sørensen nogle gode bud.

Hvidvin kan også være et utraditionelt alternativ. Her har du den mundrensende syre og nogle gange kraften til at klare alt fedtet og sødmen, så hvis man er eventyrlysten kunne en hvidvin fra Alsace også være et utraditionelt valg. f.eks. Pinot Gris eller en tør Gewurtztraminer fra et af de gode huse. Irma har et udmærket udvalg.

Endelig kan øl såmænd også være et fint alternativ på grund af friskheden og kulsyren.

Take your pick. :-)

 

 

 

 

Glimrende vinguide til Barolo-land

Læser Søren Franks opdaterede version af bogen om Barolo for tiden. Som sædvanlig glimrende læsning, og faktisk er der tale om en helt ny bog, synes jeg, eftersom jeg også har den tidligere version frisk i erindring.

Generelt synes jeg, at Barolo og Barbaresco mv. er halvsvært at gå til. Heller ikke helt billigt, hvis man vil gå ombord i de dyrere og mere klassiske versioner som vinene fra fx Conterno, Brovia, Voerzio, Pira, Clerico, Revello, Altare, Mascarello, osv. – og uden for det felt er der igen et utal af producenter af varierende kvalitet. Lidt svært at finde rundt i.

Derfor er det befriende at kunne læne sig op af en grundig mand som Søren Frank, som har ret svært ved at skjule, at han elsker området, maden og vinene.

Den grundige gennemgang af udvalgte producenter er virkelig nyttig læsning, ikke mindst når Frank fortæller, at der er grøde i Barolo-land, hvor de såkaldte modernister har skruet ned for volumenknappen og langsomt nærmer sig et mere klassisk udtryk og fortolkning af nebbiolo-druen, som mange fremhæver har ting til fælles med Bourgogne og dennes fortolkning af Pinot Noir. Derfor er der god grund til at dykke ned i området og bogen og blive nyttigt opdateret på Franks anbefalinger.

Mine egne oplevelser med Barolo? Jeg var for år tilbage meget begejstret for Voerzios Baroloer, som jeg senere har gensmagt med vekslende held, måske har min smag også ændret sig, for Voerzio er om nogen eksponent for den moderne og meget koncentrede stil. I den anden boldgade vil jeg her fremhæve Bartolo Mascarello og den anden Mascarello med fornavnet og Guiseppe, mere traditionelle men bestemt meget flotte og klassiske baroloer og endelig Revello, som jeg har været glad for gennem årene. Albino Roccas barbarescoer har jeg også været glad for.

Iøvrigt har Søren Frank tidligere skrevet en anden udmærket og anbefalelsesværdig bog om netop Bourgogne.

 

 

 

 

Georg Breuer, Riesling “Charm”, 2011

Første gang jeg smagte Georg Breuers vine var i Svaneke på Bornholm for mere end 20 år siden, hvor en svanekebo med tyske aner havde slået sig ind på vinimport fra sit fødeland. Ret fremsynet egentlig, for kvaliteten af de tyske hvidvine er virkelig høj – meeen, om markedet for tyske vine var til stede dengang, er jeg ikke så sikker på.

Også i dag er denne “basis-vin” fra Breuer eksponent for den samme kvalitet, som jeg oplevede dengang: Meget fin balance, utrolig charmerende og letdrikkelig, citrus, stenfrugter og frugtoner. Vinen fremstår tør uden generende restsødme.

Kan købes hos Kassen med Vin for 99 kroner flasken ved køb af 12.

90 point.

Auguste Clape, Le Vin des Amis, VDF, 2012

Jeg er ikke super-velbevandret i Nordrhone. Men kan virkelig godt lide den dybe mørke koncentration, kompleksitet og kraft i disse syrah-baserede vine – nok også fordi de har fået lidt mere kølighed end vinene fra den sydlige dele af Rhone. Dette gælder også Auguste Clape, som går for at være en af kongerne af Cornas.

Se Auguste Clapes søn (Pierre-Marie) og sønnesøn (Olivier) forklare (på engelsk) lidt om vinene her:

 

Clapes topvin, Cornas, har jeg ikke smagt endnu, men andenvinen Cornas “Renaissance” er fantastisk, dyb, dyb, kulsort, krævende og rumlende – nærmest en “intellektuel oplevelse” – og til at gå til fra tidlig alder, i hvert fald 2010 (93+), dernæst laver man en Cotes Du Rhone og endelig nederst i hiearkiet, “Le Vin des Amis, VDF”.

Allerede her er den mørke kerne og mineraliteten fremtrædende, vinen fra 2012 fremstår nærmest sort i glasset, sorte bær, peber og lidt bacon, masser af dybde og en vis koncentration. Til 135 kroner hos Bichel et udmærket køb.

88 point.

Vinene fra Clape er populære og bliver hurtigt udsolgt, så man skal enten være hurtig eller lægge en mail hos de flinke mennesker hos Bichel.