Domaine Ramonet, Chassagne Montrachet, premier crus Les Vergers, 2009

Jeg har været væk fra denne blog i nogle måneder. Af mange forskellige årsager, men mest på grund af en lille fyr på 10 måneder, som ikke vil sove så meget om natten.

Men nu er jeg tilbage.

foto ra

Fik købt denne Ramonet på kældersalg hos Domaine Brandis til en meget rimelig pris, og var svært tilfreds med mig selv bagefter :-) 350 kroner…

Nød vinen sammen med min den aften knap så udmattede kone, som virkelig sætter pris på god hvidvin – til min store glæde. Ramonets vine udmærker sig ofte ved en utrolig fin balance mellem frugt, syre og mineralitet og har tit en lille – ikke forstyrrende – fad tone af vanille som for mig giver det Ramonetske præg. Denne vin var modsat 2011’erne til at gå til nu. Superharmonisk og raceren. Høj, høj klasse.

93 point.

Ramonet forhandles normalt af Suenson. Men pas på, de er ofte udsolgte.

 

 

Joseph Drouhin, Chablis Vaudon, 2011

Drouhin er en af de store negocianter i Bourgogne, og spreder sig over store dele af Beaune og med enkelte parceller i Nuits.

Så vidt jeg har læst mig til, opkøbte Drouhin rigtig meget jord i Chablis i 1960’erne, og det er da også blandt de hvide og særligt Chablis, at jeg har fundet mest fornøjelse ved Drouhins mange vine.

foto adsds

Denne “basis-chablis” er efter min mening virkelig god til pengene, masser af mineralitet, syre og frugt – knivskarp som en god Chablis skal være. Kan varmt anbefales.

90 point.

155 kroner hos HJ Hansen Vin.

 

 

Pierre Damoy, Gevrey Chambertin, Clos Tamisot, 2005

Så kom den frem igen, Tamisot, og nu i superårgangen 2005. Smagt før, men denne gang var vinen “lidt flad” efter min bedste erindring – meget afrundet og blød – absolut ingen kanter – helt og aldeles drikkeklar men jeg savnede lidt af den vibrerende energi som tidligere flasker har haft, og mange af de gode bourgogner fra 2005 har.

 

Måske skal jeg revurdere og kaste mig over resten af 2005’erne nu – hvad mon andre tænker her?

Købt gennem kældersalg hos Domaine Brandis for 450 kroner. Damoy forhandles af HJ. Hansen og Theis Vine.

90 point.

Lillian Winery, Syrah, 2008

Sublim amerikansk syrah lavet af Maggie Harrison, der tidligere har slået sine folder hos kult-producenten Sine Qua Non, der laver hysterisk dyre og hypede syrah-vine .

Denne blev købt for nogle år siden for ca. 500 kroner, hvilket er en rimelig pris, for vinen er virkelig høj klasse.

Silkeblød, mange lag og toner – ikke frembrusende eller opulent som mange andre oversøiske syrah-vine, men utrolig elegant og kompleks og giver mig mindelser som Torbrecks Run Rig eller Kaesler Old Bastard, begge australske syrah-vine til mange flere penge.

94 point.

Maggie Harrison laver også en række rigtig fine Pinot-vine under navnet Antica Terra som hun slipper lige så heldigt fra. De kan alle købes hos Suenson i København, men er meget efterspurgte – det samme gælder Lillian syrah.

Her kan i se Maggie Harrison “in person” fortælle om sine vine.