Meo Camuzet, Nuits St. Georges, les Perrieres, 2008

Meo Camuzet går for at være en af de helt klassiske producenter af Pinot Noir i Bourgogne i laget lige under tophuse som fx Leroy og  Domaine de la Romanee Conti.

foto (71)

Jeg har haft blandede oplevelser med vinene herfra de seneste år. Nogle gange er det helt fænomenalt, andre gange på det jævne. Denne vin er lavet på “negociant-vis” på indkøbte druer fra marker, som Meo ikke selv ejer – derfor den ekstra tilføjelse “frere & seurs”. Det behøver ikke at betyde, at vinen er af lavere kvalitet, og har tidligere smagt vine fra Meo og denne mark i andre årgange som har været fantastiske.

Jeg har generelt bedst erfaring med Meo Camuzets vine fra Nuits St. Georges og Vosne Romanee, hvor jeg synes, der er en fornuftig balance mellem kvalitet og pris, men man skal i mine øjne lige et nøk op i premier cru klasse, hvis det skal spille.

Denne version fra 2008 viste sig ikke fra sin bedste side. Jeg synes, den var lidt for grøn, grenet og tynd i det, omend uhyre vellavet og afbalanceret. Men til prisen en skuffelse. De bedste oplevelser jeg har haft med vinene fra denne producent har været i topårgange som 2005 og 2010, så hermed er anbefalingen givet videre.

Når vinene er gode er de altså virkelig gode, men så skal årgangen også være med. Tilsyneladende.

Denne vin får 89 point.

Købt hos Vinoble i Krystalgade i København for 795 kroner.

 

Paul Hobbs Chardonnay, Richard Dinner Vineyard, 2007

Jeg kender ikke den amerikanske vinproducent Paul Hobbs, men har læst mig til, at særligt rødvinene på Cabernet-druen skal være noget særligt.

Hobbs laver også hvidvin på chardonnay – det sker, at de amerikanske chardonnay-vine bliver en kende for fede og fadprægede og dermed mister noget af den syre og mineralitet, som også skal til, men jeg synes at denne version finder en god balance.

foto (72)

Vinen er fed og cremet, som mange af de amerikanske chardonnay-vine nu en gang er, men det forstyrrer ikke, og da den samtidig besidder en god portion kompleksitet, synes jeg, at vi har at gøre med en klassisk repræsentant for god amerikansk chardonnay.

Vinen minder mig om Beringers top-chardonnay eller Newtons samme, og prismæssigt ligger vi på samme niveau.

92 point.

Paul Hobbs forhandles af Philipson Wine – 2009 koster 399 pr stk., hvis du køber 12 flasker.

 

Henri Boillot, Corton Charlemagne, 2007

Henri Boillot er på kort tid blevet en af virkelig stærke hvidvinsproducenter i Bourgogne. Henri Boillot laver også rødvin, men man skal fokusere på hans hvide bourgogner på chardonnay-druen, hvor stort set alle vinene fra den generiske bourgogne og opefter er høj klasse – det gælder naturligvis også denne Corton Charlemagne, som nogle af vores rigtige gode venner serverede for os til frokost en Skærtorsdag.

foto (73)

Fantastisk gylden strågul farve i glasset (lige den farve har jeg faktisk ikke set tidligere), høj, høj kompleksitet i næsen med blomster og eksotiske frugter, viskositeten er normal.

I mundren er vinen umiddelbart en smule tilbageholdende til at begynde med, men folder sig dernæst ud med en uhørt balance mellem mineralitet, frugt, syre og fad. En vin i fuldendt balance – et lille mesterværk i mine øjne.

2007 er en rigtig god årgang for hvid Bourgogne – det viser denne vin også tydeligt – en Corton af høj, høj klasse. Prisen er pebret, men produktionen ultra lille, og efterspørgslen høj, så det kan desværre ikke være meget anderledes.

95 point.

Kan købes hos Philipson Wine for 995 kroner pr. stk. hvis du køber 12 flasker.

 

Auguste Clape, Cornas, 2007

Indrømmet, jeg er lidt af en sucker efter nordrhone, uden at jeg har særlig meget at have det i – eller for den sags skyld den helt store erfaring at bygge det på.

Men der er et eller andet dragende ved historien om nordrhone – de stejle skråninger, de barske forhold og kulsorte og dystre vine i ofte meget små mængder.

Guigal, Jaboulet, Rostaing, Jamet, Chave, Chapoutier, Delas, Graillot er nogle af de mest kendte producenter herfra af stor Cote Rotie og Hermitage for eksempel.

Og så er der også Auguste Clape, der går for at lave “reference-cornassen” og jeg har været så heldig at smage et udvalg af hans vine efterhånden og er ret begejstret for disse vine. Årgangene spiller også en rolle, særligt de få 2010’ere jeg har fået fat i, har været helt utrolige.

foto (70)

 

Denne udgave af Clapes topvin fra den lidt skæve årgang 2007 kan stadig erhverves for formedelst 649 kroner hos Bichel – ikke gratis, men sammenlignet med så meget andet topnordrhone, er det egentlig ikke så galt.

Vinen her er dyb og buldrende, med peber, animalsk med noter af røget bacon, lidt ymer, solbær og andre mørke bær, måske noget kamfer – tyktflydende. En vin med personlighed og med det røgede og kødfulde sikkert ikke en vin, der passer til alle. Vinen fader også lidt hurtigt ud, hvis jeg sammenligner med fx Clapes 2.vin “Rennaissance”  fra 2010, men det skyldes sikkert den lidt mindre årgang.

91 point.

 

 

Laurent Tribut, Chablis, 2010 – en “mini Dauvissat”

Det mest interessante umiddelbart ved Laurent Tribut er, at han er Rene Dauvissats svigersøn.

Hvis man kigger nærmere på billedet, og sammenligner med billeder andetsteds på denne blog, vil man også kunne se klare etikettemæssige paralleller og en tydelig afsmitning fra svigerfars berømmede vinproduktion.

foto (69)

Sikkert ikke nogen dårlig idé, særligt når det ikke er tale om et rent ripp-off men en legitim familierelation. Hvad så med vinen i flasken. I denne version er det også tydeligt at stilen lægger sig op ad Dauvissat, dog med en eftersmag af røg (tang?) og havvand, som man nogle gange finder i Chablis (jeg har fx fundet den hos Raveneau) og som jeg er ikke er sikker på, at jeg bryder mig om. Jeg kan ikke gennemskue om vinen har fået lidt ilt på et eller andet tidspunkt, eller om den rent faktisk skal smage sådan?

Fin syre, kalket, mineralitet og sten – masser af sten i munden. Udmærket. Citrus og friskhed, ok kompleksitet.

89 point.

Vinen er ikke på niveau med Dauvissats almindelige Chablis, som koster nogenlunde det samme, men som også nærmest uopdrivelig. Mindre kan også gøre det, men i den prisklasse kommer Drouhin også ind som en kompetent konkurrent, hvis man vil have god Chablis til menneskepenge.

149 kroner hos Atomwine.

Netto – nøglen er vinsortimentet – i 30-40 kroners klassen

Udover at Netto har et godt og sikkert greb om det danske dagligvaremarked, har Netto i alle de år, jeg kan huske, haft et solidt vinudvalg. Mange med forstand på supermarkedsdrift siger, at et godt vinudvalg er en af nøglerne til en god forretning i Danmark. Det har Netto.

Nettos fokus har været på sikre valg som fx Retsinaen, den buttede chilenske Undurraga, italienske Copertino og Orvieto og Frascatien, australske Lindemans og New Zealandske Selaks. Sidstnævnte er stadig den dag i dag et rigtig godt hvidvinskøb og de førnævnte vine leverer alle god kvalitet til prisen.

Jeg har som studerende og senere mere alvorlig og presset familiefar alle årene virkelig været glad for mange af Nettos vine, selvom mit fokus selvfølgelig har skiftet.

Netto har i mange år holdt fast i de samme vinhuse istedet for at skifte det hele ud og er dermed – for mig – også idag et sikkert bagkatalog, som jeg altid kan læne mig op af, hvis jeg lige skal have nogle hurtige, gode vine til gæster eller weekenden.

Og så har de hylderne med “spotvine” som ofte byder på artige overraskelser som fx Zinfandel-vinen Gnarly Dudes, chilenske Antu Ninquen og indimellem udmærkede baroloer og mousserende vine. Her kan Netto også trække på, at modervirksomheden Dansk Supermarked med Føtex og Bilka oven i er en rigtig, rigtig stor international vinindkøber og virkelig har mulighed for at grovshoppe vin alle steder i verden.

De seneste år har Netto også gået i partnerskab med Løgismose og tager enkelte vine med fra den fynske virksomhed på hylderne. Det har også været med til at give et endnu større udbud og variation.

Netto forhandler sjældent vine til over 100 kroner, men pris/kvalitetsforholdet i 30-40 kroners klassen er der fortsat ikke noget i vejen med de sikre valg fra Netto.

To dokumentarfilm om vin og en anbefaling

Som familiefar med fire børn er det sjældent tilfældet, at man kommer i biografen eller for den sags skyld til premierer eller får set film, når de er nye i det hele taget.

Det samme gælder for de egentlig relativt få dokumentarfilm, der kommer ud om vin.

En af de seneste er “Somm” som kom i 2012, men som jeg har haft lejlighed til at hente hjem via mit Apple-tv og Itunes – hvilket i sig selv var lidt af en bedrift – for mig.

Her kan du se en lille teaser på “Somm”.

Filmen følger en række unge mænd, mens de forbereder sig på den ultimative test – nemlig at komme igennem nåleøjet og ud til de hellige vinhaller som “Master Sommelier”.

For at klare det skal de fire mænd vide stort set alt, hvad der er værd at vide om vin og til prøven blandt andet kunne identificere en række vine blindt. For at forberede sig drikker de en hulens masse vin og øver sig i nærmest maskinpistoltempo at spytte smagenoter ud efter hvert eneste sip.

Det hele kommer til at virke en smule monotomt i længden, og jeg havde da også læst om filmen inden og havde visse forventninger til det episke drama, og rivaliseringen mellem de fire, som var blevet beskrevet, men det havde jeg svært ved at få øje på da jeg så filmen.

Det var meget slebent, det var meget amerikansk, og det manglede i mine øjne lidt nerve, men det er da bestemt interessant at se hvor meget de slider i det og man hænger jo på, for man vil jo gerne se om de alle fire klarer den til slut.

Noget mere nerve er der i dokumentarfilmen “Mondovino” som tager fat i om en af nældernes rødder i vinverdenen på en helt anden måde og blandt andet belyser sammenstødene mellem den gamle og nye vinverden.

Særligt når vi følger nogle af de gamle vinoriginaler i det franske bliver det utroligt underholdende, her er der “character” for alle pengene, og masser på spil.

En af eksponenterne for den ny vinverden er den “flyvende vinmager” Michel Rolland, som virkelig har sat sit præg på meget vin – og mener mange ikke kun for det bedste. Vi følger den meget lattermilde mand i en del af filmen i et portræt, der kun er flatterende. Men hvad Rolland er en kæmpesucces, venskabet med Robert Parker og de mange opgaver har sikret hans position i vinhistorien og givet også hans økonomi.

Mondovino er interessant, elegant skruet sammen og hvis man er interesseret i vin, meget meget underholdende og
stadig en meget seværdig film, selvom den har nogle år på bagen.

 

 

 

Rene & Vincent Dauvissat, Chablis 1. Cru “La Forest”, 2012

Dauvissat er med rette udråbt til en af de to bedste producenter i Chablis, kun overgået (mener nogle) af Raveneau, men jeg ved nu ikke, om jeg er helt enig. Jeg hører ikke til dem, der er så begejstret for Raveneaus stil.

Anderledes har jeg det med Dauvissat, og jeg synes, at det siger noget om kvaliteten fra denne producent, at selv den “almindelige chablis” er ultrapræcis, ren og ærkeklassisk chablis. Den køber jeg, når jeg får mulighede,n og til under 200 kroner er den et fantastisk køb.

Her er det en af 1. Cru’erne, “La Forest” til 299 kroner, hvor duften og smagen lige går nogle nøk op i kompleksitet. Her er kalk, syre, citrus, granit, mineraler og en række eksotiske toner i eftersmagen, der er lang og harmonisk.

foto (68)

En fantastisk vin!

Selvom det er årgang 2012 er den helt og aldeles tilgængelig lige nu.

92 point.

Vinene fra Dauvissat kan købes hos Bichel Vine men der kommer kun små mængder til Danmark, og efterspørgslen er høj, så man skal være på stikkerne.

 

Cerro Anon, Bodegas Olarra Rioja Crianza, 2010

Jeg er sjældent omkring spanske vine, og oftest når jeg er på de kanter i Priorat, Ribeira del Duero eller Toro.

Så en Rioja-vin er det længe siden, jeg har nydt, og stor var min (overraskelse) glæde, da jeg fik det første glas af denne vin købt på impuls i min lokale Emmerys, og det var ikke på grund af den noget kiksede etikette, men snarere fordi der ikke var andre flasker at vælge imellem.

Men det ændrede ikke på, at denne vin havde en fin og frugtrig næse med enkelte krydrede toner. I munden velafbalanceret uden forstyrrende ubalance, noter, men med flere krydderier og flere sekundære aromaer, som integreres fint. Et meget charmerende og indtagende vin til en rigtig god pris til omkring 100 kroner. Min kone roste den, og hun er ellers ikke normalt til rødvin. Vi drak denne vin hurtigt, hvilket altid er godt tegn.

foto (66)

 

91 point.

Forhandles hos Løgismose, der sælger 6 flasker for knap 90 kroner stykket. Købt i Emmerys for 100 kroner.

 

Montes Sauvignon Blanc og Chardonnay Reserva, 2012

Enkelte af mine gode vinvenner, som rent faktisk læser min blog, synes at de vine, jeg anmelder generelt er lidt i den dyre ende.

Så hermed bud på nogle af de vine, som jeg også nyder endog ganske meget fra en chilensk producent, Montes.

Lærte først vinene at kende gennem brød-kæden Emmerys, der udover meget udmærket og drøjt brød også gennem længere tid har ført et udvalg af Bichels udmærkede vine. Det lader de til at være hørt op med nu, men vinene kan også købes hos Bichel i det østjyske og på internettet.

Jeg synes, at Montes laver rigtig fine vine til prisen. Særligt de hvide basisvine på Sauvignon Blanc og Chardonnay er friske og frugtrige med god syre og mineralitet. Helt igennem gedigne vine.

foto (64)

 

Montes Sauvignon Blanc er vellavet, balanceret, frisk og syrerig med klare stikkelsbær-noter og god frugt.

88 point.

foto (65)

Chardonnayen er ligeledes en frisk og dejlig vin uden fadpræg. En rigtig fin chardonnay til prisen, hvor mange andre versioner på denne drue og til den pris falder uheldigt ud. Kan varmt anbefales til fisk, skaldyr mv. og bare til velkomst-drik eller terrassen.

89 point.

Begge vine er købt hos Bichel Vine for henholdsvis 75 og 85 kroner. Montes laver også en udmærket og lidt dyrere serie vine under “Alpha-navnet”, hvor jeg særligt godt kan lide Syrah-vinen, og så har de også enkelte dyrere vine fx Montes Folly og Alpha M, som bestemt er meget lækre. Men det er faktisk i den billigere ende af Montes vinudvalg, jeg synes, at jeg får mest for pengene. Hermed anbefalet.