Olivier Merlin, Saint Veran, 2012

Merlin er stabil producent fra den sydlige del af Bourgogne, som år efter år leverer fine, ranke og klassiske hvidvine til rimelige priser. Jeg har købt disse vine gennem årene uden at blive skuffet.

merlin

Det gælder også for denne version af Saint Veran til 189 kroner købt hos Suenson – god mineralitet, fin balance som altid og tilgængelig allerede nu. Merlin laver en række forskellige hvidvine fra Maconnais. Jeg synes, at de fleste er rigtig gode køb. Hermed anbefalet.

89 point.

 

 

Ørnberg, SORT, 2013

ørnberg

Dansk hedvin på Pinot Noir er ikke hverdagsdrik, men ikke desto mindre laver det lille familiebrug Ørnberg i nærheden af Sjællands Odde denne ganske udmærkede danske version af en sød dessertvin. Nydes bedst afkølet og fremstår frisk, rank og syreholdig ikke meget ulig Banyuls synes jeg. En udmærket vin og overraskende god, når man tænker på, at den er dansk.

89 point.

Der laves vist ganske små mængder, og vinen købes nemmest fra selve avleren eller via hjemmesiden hvor man kan bestille. Der laves også hvidvine, andre søde vine og en mousserende vin på flere forskellige druesorter, men dem kender jeg ikke.

Chateau d’Yquem 1999

yquem

Jeg kan virkelig godt lide de elegante, ædle og raffinerede søde vine fra Sauternes. Man kan ikke drikke store mængder af denne vin, som kun kommer fra nogle bestemte områder i Bordeaux-regionen fra henholdsvis Sauternes og Barsac.

Men når lejligheden byder sig, så er det næsten altid en stor oplevelse at smage disse ædelrådsvine. Chateau d’Yquem går for at være toppen af poppen indenfor denne kategori, men denne vin fra 1999 bekræfter også moralen om, at årgange spiller en rolle på de kanter. 1999 er ikke en stor årgang for Sauternes, og det kunne mærkes.

Vinen var ukompliceret og endimensionel og slet og ret en skuffelse. Jeg har haft langt større oplevelser med andre producenter i andre årgange fra for eksempel Doisy Daene, Doisy Vedrines og Rieussec – til langt lavere priser.

.Købt for ca. 700 kroner for en halvflaske.

87 point. Øv.

 

På vintur i Provence

Lad mig med det samme slå fast, jeg holder meget af Provence. Ikke på grund af vinen, men mere den totale oplevelse Provence giver mig af ro, middelhavsvarme, afslappethed, smagene og råvarerne, lavendlerne, cikaderne – de skønne, lange aftener, og de fantastiske udsigter – jeg kunne blive ved.

Vinmæssigt er Provence i mine øjne fortsat primært rosé-land. Det afspejles også  tydeligt i de sydfranske supermarkeders vinudvalg, som er domineret af lakse-lyserødt så langt øjet rækker. Og rosé passer rigtig godt til klimaet, luften, maden og jorden, så det giver god mening, at man har slået sig på den variant i den del af Sydfrankrig.

Når vi tager til Provence, vender vi ofte tilbage til en lille by, Bormes Les Mimosas, der ligger ca. 20 km øst for Toulon. Byen er hyggelig og overskuelig, og ligger ikke så langt fra en af de bedste producenter af rosé i min bog, nemlig Bregancon.

bregancon_maison

Indkørslen til Chateau Bregancon ikke langt fra Le Lavandou. Slottet har et fint og hyggeligt smagelokale, hvor man kan smage og købe slottets udmærkede vine.

Jeg besøgte slottet første gang for ca. 14 år siden, og selvom stedet ligner sig selv, så er der blevet bygget på med fancy butik- og smagelokaler og endnu flere rosé-varianter. Bregancon laver også rød og hvidvin, men det er rosé-vinene, der hæver niveauet til ud over det almindelige.

Philipson har fornuftigt nok længe importeret Bregancons basis-rosé, som jeg allerede har anmeldt her på bloggen, men faktisk laver de to dyrere versioner, hvor jeg fik smagt mellemmodellen “Cuvee Prestige” som er en mindre rustik og mere slank rosé med mere fokus på mineralitet og elegance. En meget lækker vin, men man kan vist ikke købe den i Danmark. Og måske bliver den også for dyr. Super-prestige vinen fik jeg ikke smagt, den kostede vist 25 euro flasken, hvilket også er en slat, når det er rosé.

Hvis man kører forbi Bregancon og videre ad kystvejen, kommer man forbi Leloube og det relativt berømte Domaine Ott, men jeg ville til Domaine de la Sangliere, som jeg har besøgt flere gange. Det er et lidt mindre slot, men de laver god og ærlig vin, der prismæssigt ligger noget lavere end Bregancon.

sangliere

De laver faktisk en fin og mineralsk hvidvin, en rustik og ærlig rødvin på Syrah og en udmærket rosé. Så vidt jeg ved, kan man ikke købe nogen af disse vine i Danmark, selvom Jysk Vin vist indimellem forhandler nogle af dem. Men jeg nyder dem, når jeg er på de kanter, men som så ofte før, så skal disse vine drikkes, mens man er på ferie, og ikke når man er kommet hjem.

Provence laver sjældent store og komplekse vine – lidt længere vestpå kan man dog i Bandol komme forbi nogle seriøse bud på store og buldrende rødvine for eksempel fra Domaine Tempier. Også Trevallon laver kult-rødvine fra Provence med mange følgere. Som jeg husker det, forhandler Theis Vine dem, men de er ikke billige.

Men for mig er det rosé-vinene der er synonym med Provence. Helst om sommeren, helst ud på aftenen og helst på en terrasse i Bormes Les Mimosas med en fantastisk udsigt ud over Middelhavet.

Bregancon kan købes hos Philipson Wine for 130 kroner flasken, hvis du altså køber 12.